Søg

vaccination af hund og kat

Bliver din hund eller kat optimalt vaccineret?

Der har i den sidste tid været stor fokus på vaccination af hund og kat. Vaccinerer vi dyrlæger kæledyrene for meget?  Det er et godt spørgsmål, som ingen rigtig kender svaret på endnu. Der er mange der er blevet forvirret og vi vil gerne forsøge, at ridse op hvad debatten går ud på og hvad vores holdning er.

Spørgsmålet angående vaccination af hund og kat går på, om den såkaldte ”kernevaccination” af katte og hunde kun er nødvendig at give i alt 3 gange i dyrets liv. 2 basisvaccinationer som hvalp og killing og igen når dyret er 1 år.

Hvad indeholder en “kernevaccination” til vaccination af hund og kat

Kernevaccination indeholder for hundes vedkommende, beskyttelse mod
•    Smitsom leverbetændelse 
•    Parvovirus
•    Hundesyge 

For kattens vedkommende indeholder vaccinen beskyttelse mod
•    Calicivirus
•    Kattesyge
•    Katteinfluenza

I dag gives kernevaccinationen hvert 3. år til både hunde og katte i henhold til vaccinefirmaernes anvisning.

Vaccination af hund og kat ud over kerne-vaccinationen

Det er vigtigt at slå fast, at der i det danske hunde-vaccineprogram også indgår vacciner mod Bordetella og Parainfluenza (kennelhoste) samt Leptospirose. Disse vacciner skal gives hvert år, hvis hunden fortsat skal være beskyttet. 
Katte skal årligt re-vaccineres mod Calicivirus og Katteinfluenza for at være beskyttet.
Skal man ud af landet med sit dyr, skal der hvert 3. år gives en rabiesvaccination.

Hvordan ved vi om et dyr bliver overvaccineret? 

Hvor godt det enkelte dyr responderer på en vaccination afhænger af dyrets immunsystem. Dette skal danne antistoffer ,som beskytter dyret mod de pågældende sygdomme. Der kan være mange faktorer der indvirker på immunsystemet. Så om hunden er beskyttet, kan vi ikke vide, uden at lave en blodprøve og måle antistofferne i blodet.

For blot få år siden, skulle vi teste alle dyr var blevet rabiesvaccineret og som skulle til Sverige. Det var viste sig, at der var stor forskel på om hundene havde dannet nok antistoffer eller ej.

Vaccination af hund og kat – overvaccinerer vi?

Vi er ikke i tvivl om, at nogle dyr bliver overvaccineret. Spørgsmålet er altså bare hvilke!
For nogle år siden købte vi nogle vaccine-tests hjem, hvor vi, mens ejeren og hunden ventede, kunne afgøre om hunden havde brug for en kerne-vaccination eller ej. Vi synes selv dette var smart, og vi så frem til, kun at give kernevaccinen til de relevante hunde.
Problemet opstod, da testen er dyrere end vaccinen –langt de fleste valgte at få hunden vaccineret og vi kunne smide testene ud, da de blev for gamle.

De 3 sygdomme, som kernevaccinen dækker, dukker af og til op. Vi har tidligere set udbrud med parvovirus, hvor rigtig mange hvalpe døde pga af en blodig diarré og dehydrering.
 
For ikke længe siden havde vi et stort udbrud af hundesyge hos sæler –den samme virus, som kan give sygdom hos hunde. Sygdommen ramte kun ganske få hunde, men havde det set anderledes ud, hvis flere i vores hundepopulation ikke havde været optimalt dækket af en vaccine –blot fordi den pågældende hund måske ikke havde dannet nok antistoffer da den var 1 år?
Det samme gør sig gældende for katte –vi ser jævnligt katte med kattesyge.

Hvad gør vi på Gentofte Dyreklinik?

Vi vil, indtil andet er udmeldt fra Den Danske Dyrlægeforening samt vaccinefirmaerne, stadig anbefale, at vaccinere hundene med kernevaccinen hvert 3. år og kattene hvert år.
Derudover anbefaler vi stadig, at hundene får en årlig vaccination mod leptospirose og kennelhoste i forbindelse med deres sundhedseftersyn.

Til de ejere der ønsker, at teste om deres hund allerede er dækket inden evt. vaccination, vil vi gerne tage testene hjem igen. Vi håber dette har givet svar på nogle af de åbne spørgsmål der i forbindelse med problematikken. Hvis ikke, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os på klinikken.

Parvo-virus diarré