Søg

blank

Hvis det værste skulle ske!
Man kan forsikre sit kæledyr, hvis det  kommer til skade eller bliver sygt og må til dyrlægen! En sådan sygeforsikring dækker en stor del af udgifterne for undersøgelse, behandling og indlæggelse. I dag kan man købe en sygeforsikring til hunde, katte og smådyr, som kaniner og marsvin. 
Det kan, som ejer, være meget svært og ubehageligt at stå i en situation, hvor man bliver nødt til at tage stilling til, om ens kæledyr skal behandles eller aflives på grund af økonomi. Det er selvfølgelig ikke altid kun et spørgsmål om liv eller død. Der kan også være situationer, hvor et dyr ville have modtaget en mere optimal, men også dyrere, udredning, behandling eller operation, hvis det havde været forsikret. Der findes ikke nogen offentlig (gratis) behandling af kæledyr – hverken ved sygdom eller ved ulykker. Som udgangspunkt skal dyreejeren selv betale regningen hos dyrlægen.

Alt for mange anskaffer sig dyr, lige fra store hunde til kaniner, uden at overveje, hvordan de skal klare den økonomiske byrde, hvis dyret kommer til skade eller bliver alvorligt syg. Vi tænker måske ikke på den side af sagen, fordi vi selv er vant til at gå til lægen eller blive opereret uden økonomiske udgifter. 
Ifølge Den Danske Dyrlægeforening er omkostningen ved at have en kat 6017 kr. det første år. Penge, der altså vil være tabt, hvis man vælger at aflive katten på grund af uforudsete udgifter til dyrlægen. En anden undersøgelse vurderer, at omkostningerne til dyrlæge i gennemsnit er 50.000 kr. i en hunds 12 årige levetid.

Nye undersøgelser viser heldigvis, at andelen af hunde og katte, der er sygeforsikret, er steget. Undersøgelsen, foretaget af YouGov på vegne af Agria Dyreforsikring, viser, at 35% af alle danske hunde og 10% af kattene er sygeforsikrede. 

Nogle dyreejere ved ikke, at det er muligt at tegne en sygeforsikring til deres dyr. 
Andre vælger forsikringen fra, fordi de håber, at de ikke får brug for den. Heldigvis er der også mange, der ikke får brug for deres kæledyrsforsikring, men der er mindst lige så mange, der ville ønske, at de havde tegnet en, når uheldet er ude! 

Det er vores erfaring, at langt de fleste sygeforsikringer betaler sig på den lange bane. 
Det er desværre stadig sådan, at både dyreklinikker og hospitaler ser dyr, som kunne være helbredt, blive aflivet på grund af økonomi. Det er trist og det kunne være anderledes. 

I dag er der en del forsikringsselskaber, der tilbyder ”direkte skadesrefusion”. Det betyder, at en syg hund eller kat kan gennemgå en operation eller behandling, uden at dyreejeren behøver at lægge penge ud eller indsende kvitteringer. Skadesrefusionen foretages direkte til klinikken og dyreejeren betaler kun sin egenandel til klinikken.

Dyreforsikringerne dækker ikke udgifter til den ”almindelige vedligeholdelse” af dyret, så som vaccinationer og tandrens, men bliver dyret sygt og skal igennem en udredning med f.eks. konsultationer, blodprøver, afføringsprøver, røntgen, scanninger eller operation, bliver udgiften dækket, dog fratrukket en mindre selvrisiko. 

De fleste forsikringsselskaber dækker dyret livslangt. Det er dog vigtigt at læse ”det med småt”, så man vælger den forsikring, der passer bedst. 
Har man forsikret sit dyr, har man ved uheld og sygdom mulighed for at give dyret den bedst mulige behandling uden at skele til økonomien eller, for den sags skyld, tidspunktet på ugen!