Søg

blank

Marsvin er nogle små, hyggelige dyr og er et højt ønske for mange børn. Der har  helt sikkert stået ”marsvin” på mange børns ønskeseddel i julen.

De fleste marsvin bliver meget kælne og børnene knytter stærke bånd til disse små, sjove dyr, som sjældent kradser eller bider. De er meget sociale og kan godt lide selskab.
De lever i gennemsnit  5-6 år, men kan blive helt op til 10 år.

Marsvin lever i naturen i Sydamerika og rundt om på markeder i både Ecuador og Peru vil man se, at det også er en yndet spise!

C-vitaminmangel
Mange er ikke opmærksomme på, hvor vigtig korrekt fodring er for disse dyr.

De kan, ligesom mennesker, ikke selv producere C-vitamin og vedvarende C-vitamin mangel kan i sidste ende betyde døden for de små dyr.
C-vitamin skal gives både som et tilskud samt gennem foderet. Af righoldige
C-vitamin kilder er blandt andet rød peberfrugt, persille, kål og broccoli.
I 100 g persille findes 308 mg C-vitamin. Til sammenligning findes der kun 7 mg i 100 g gulerødder!

De skal altså ikke spise nær så meget af disse C-vitaminrige fødevarer i forhold til salat og gulerødder, som er fattige på C-vitamin, men som folk almindeligvis giver deres marsvin.

Udover C-vitaminholdige grøntsager og frugt er det også nødvendigt at give et
C-vitamin tilskud. Dette kan drysses over foderet eller i drikkevandet.
Man skal dog være opmærksom på, at C-vitamin ikke er særlig holdbart, så det er vigtigt at give frisk vand/C-vitamin hver dag.

Vil man være helt sikker på, at ens marsvin får det tilskud den har brug for, skal man dagligt give C-vitamin direkte i munden.

Et fuldvoksent marsvin på 1 kg skal have 10 mg C-vitamin hver dag. Er marsvinet drægtig kræver hun helt op til 30 mg dagligt.

Det er værd at vide, at indholdet af C-vitamin i foderpiller halveres på bare 6 uger efter produktionsdatoen.

Så husk at tjekke produktionsdatoen næste gang du skal købe foder!

Symptomer
Hvis marsvinet lider af C-vitaminmangel ses ofte diarre, spisevægring, vægttab, uplejet pels og irriterede gummer, der kan bløde. Der ses også en øget tendens til infektioner. Marsvinet får stive bagben og hopper rundt som en kanin. Dette kan senere udvikle sig til en decideret lammelse af bagpartiet.

Når du køber et marsvin hos dyrehandleren eller privat, så sørg altid for at få en udførlig fodervejledning med, så du ved, hvad marsvinet er vant til at spise. Marsvin kan nemlig være meget svære at skifte foder på; de er vanedyr, der ikke sådan lige guffer nye foderemner i sig!