Der er noget magisk ved vinterdage, hvor solskin og frost skaber et eventyrligt landskab. De fleste hunde elsker at boltre sig i sneen og nyder kulden uden problemer. Men for at sikre, at vinterens oplevelser bliver gode for både dig og din hund, er der nogle ting, du bør være opmærksom på.
(Billedet herover stammer fra en af de mest mindeværdige oplevelser, vores dyrlæge Natascha har haft. En hundeslædetur til Polarcirklen. Det var en fantastisk oplevelse, som hun gerne fortæller mere om..)
Saltede veje – en udfordring for hundepoterne
Med sne og frost følger ofte vejsalt, som kan være hårdt for hundens poter. Saltet svier i små revner og sprækker, og det smeltevand, der opstår, kan blive ekstremt koldt – ned til omkring -20 grader. Det gør ondt på hundens poter og kræver ekstra beskyttelse.
Sådan plejer du poterne i vintervejret
Inden I går tur, kan du påføre potevoks, som skaber en beskyttende hinde mod sne og salt. Potevoksen indeholder også ingredienser, der forbedrer blodcirkulationen og hjælper med at holde poterne varme. Hvis din hund har lang pels mellem trædepuderne, bør du klippe den kort for at undgå, at sne klumper sig sammen til ubehagelige isklumper.
Efter turen er det vigtigt at vaske hundens poter i lunkent vand og tørre dem grundigt. Hvis din hund slikker sine poter meget, kan det skyldes irritation mellem trædepuderne, og en dyrlæge kan hjælpe, hvis problemet fortsætter.
Sne og kolde maver
Selvom hunde elsker sne, er det bedst at begrænse deres indtag af det. Sne og is kan give dårlig mave, så sørg for, at din hund får noget at drikke, inden I går ud, og undgå at lege med snebolde. Hvis hunden får dårlig mave, kan en kort faste og skånekost som kylling og ris ofte hjælpe.
Er tøj nødvendigt for din hund?
Mens de fleste hunde klarer sig fint med deres naturlige vinterpels, kan tyndpelsede racer som Whippets have brug for ekstra beskyttelse. En varm jakke kan være nødvendig, især på meget kolde dage.
Pas på isen!
Hold øje med tynd is på søer, vandhuller og Øresund. Selv små hunde kan komme i fare, hvis isen brister. Et øjebliks uopmærksomhed kan føre til farlige situationer, så vær ekstra forsigtig. Isen kan også være skarp og vi ser desværre relativt ofte rifter til dybe snitsår i poterne, som er forårsaget af is
Tag varmt tøj på, smør potevoks på hundens poter, og nyd vintervejret sammen – med omtanke kan både du og din hund få mange dejlige stunder udendørs.