Søg

Kennelhoste hos hund

 

 

Kennelhoste hos hund er en meget almindelig sygdom, men derfor er det alligevel ikke ualmindeligt, at vi bliver spurgt: “Hvis min hund ikke kommer i pension i en hunde-kennel, så er det vel ikke nødvendigt at vaccinere mod kennelhoste?”

Det er på tide at aflivet nogle myter omkring dette og her er fakta …

Kennelhostens latinske navn er infektiøs tracheobronchitis, hvilket fortæller, at symptomerne især stammer fra luftrøret (trachea) og bronchierne i lungerne.

Grunden til at kælenavnet ”kennelhoste” er opstået, er fordi sygdommen er meget smitsom, og er der mange hunde samlet, som i en kennel – ja så hoster alle hundene efter nogle dage. Vores hunde kan dog smittes alle steder også selvom de aldrig har været i nærheden af en kennel. Hundene smitter hinanden sædvanligvis via vandråber gennem luften.

Kennelhoste hos hund er en lidelse i de øvre luftveje, forårsaget af en kombination af virus og bakterier, inkl. Parainfluenzavirus, Adenovirus og Bordetella broncoseptica.

 

Hvad er symptomerne på kennelhoste hos hund?

Symptomerne på kennelhoste opstår ofte fra den ene dag til den anden og hunden debuterer med kraftig, tør, rungende hoste, der i nogle tilfælde ender med, at hunden kaster op. Hoste ses især når hunden bliver ophidset eller i forbindelse med motion. Som oftest er hunden ikke alment påvirket, den har normal temperatur og normal ædelyst.

I enkelte tilfælde kan virus bane vej for en bakteriel infektion, der kan give anledning til lungebetændelse. I sådanne tilfælde vil hosten ændre karakter fra tør og rungende til ”våd” og rallende og hunden vil blive nedstemt, få feber (over 39,0) og ofte miste appetitten.

 

Hvordan smitter kennelhoste?

Kennelhoste hos hund smitter via udåndingsluften ved kontakt mellem hunde.  
Navnet kennelhoste er opstået, da sygdommen er meget smitsom og derfor gerne opstår på steder hvor flere hunde er samlet, f.eks i parker, hundepensioner eller kenneler. Den kan være svær at undgå, da inkubationstiden (fra hunden smittes til symptomer opstår) er 5 – 10 dage, hvilket vil sige, at en tilsyneladende rask hund kan afleveres på en pension og nå at smitte resten af pensionen, inden den selv debuterer med hoste.

 

Hvordan behandles kennelhoste hos hund?

Det er findes ingen behandling, der hurtigt vil bedre symptomerne, da sygdommen hovedsageligt er forårsaget af virus. Sygdommen er dog selvbegrænsende og hosten ophører efter ca. 2-4 uger, afhængig af hundens eget immunforsvar. I tilfælde af meget voldsom hoste, kan hunden i en periode symptombehandles med hostestillende tabletter.  
I de få tilfælde hvor hunden bliver nedstemt og får feber som tegn på, at en bakteriel infektion er stødt til, vil hunden blive sat i behandling med antibiotika.
Da hoste hovedsagelig opstår i forbindelse med motion, ophidselse og kontakt med kold luft, anbefales det at hunden holdes i lune omgivelser og at mængden af motion nedsættes i sygdomsperioden, da der ellers kan opstå en kronisk irritations hoste, der kan være svær at slippe af med igen.

 

Hvordan kan kennelhoste hos hund forebygges?

Det kan være svært at forbygge kennelhoste, da smitten mellem hunde er størst allerede inden den smittede hund har debuteret med hoste. Har man en hund med kennelhoste bør man dog holde den fra andre hunde så længe den hoster.

Vaccination er afgørende, da den beskytter din hund mod sygdommens værste belastninger. MEN det er vigtigt at vide, at hunde stadig kan få kennelhoste, selvom de er vaccineret. Heldigvis er sygdommen sjælden særlig slem, når din hund er vaccineret, set i forhold til hunde som ikke vaccineres.

Hunde, der skal i pension, på udstilling osv. skal vaccineres senest 3 uger før. Herved vil man ikke blot beskytte den enkelte hund mod kennelhoste, men også nedsætte mængden af smitstof, som hunden kan bære med sig og smitte videre med. Et udbrud af kennelhoste kan lukke en pension ned i adskillige uger.

 

Hvordan skal jeg reagere hvis min hund har kennelhoste?

Kennelhoste ses til tider sekundært til hjerte-lunge orm. Dvs hjerte-lungeormen har skabt en irritation i lungeren, så virus har nemmere ved at slå sig ned. Det er derfor altid en god ide at aflevere 3 afføringsprøver – 1 fra hver dag – til dyrlægen der undersøger dem for omtalte parasitter.
Hvis hosten fortsætter mere end et par dage eller hunden bliver sløj bør dyrlæge ligeledes kontaktes.

 

Andre relaterede artikler fra Gentofte Dyrklinik

Vaccination af hund og kat