Det kan være smerteligt, når din hund bliver stukket af en bi eller hveps
Når din hund bliver stukket af en bi eller hveps, er det lige så ubehageligt for den, som det er for os. Det gør ondt! Når sommeren går på hæld, ser vi mange stikkende insekter, og mange hunde elsker at jage dem… Den evige jagt medfører derfor ofte, at din hund bliver stukket af en bi eller hveps i kampens hede.
Hvalpe reagerer kraftigt på den pludselige opstået smerte. Ét lille stik fra en bi eller hveps i poten, kan vælte deres verden. De skriger højlydt, og kan/vil slet ikke bruge benet. Det hænder, at ejere kommer forfærdet ind i konsultationen, fordi de tror, at den lille ny har brækket benet. Så ingen tvivl om, at det gør nas!
Hunde reagerer forskelligt på stik fra en bi eller hveps
Langt de fleste gange, når din hund bliver stukket af en bi eller hveps, er det heldigvis kun smerteligt, men meget sjældent farligt. Bliver din hund stukket flere gange, eller bliver den stukket inde i munden, kan det dog desværre godt udvikle sig til en farlig situation.
Det er, med insektstik og hunde, som med os mennesker. Nogle reagerer kraftigere end andre. Et enkelt stik på én hund kan få den til at hæve voldsomt op, hvorimod en anden hund stort set ikke reagerer, selv på flere stik.
Er min hund allergisk overfor bier og hvepse?
Hunde kan være allergiske overfor insektstik, ligesom nogle mennesker kan være det. De kan udvikle et såkaldt anafylaktisk chok – gør de det, er det bare om at komme af sted til dyrlægen. Et anafylaktisk chok er en pludselig alvorlig allergisk reaktion. Når insektet stikker, så sprøjtes giftstoffer ind i hunden. Giftstoffet medfører en massiv frigørelse af stoffet histamin. Hundens blodtryk vil falde og medføre chok.
Symptomer på chok efter stik af en bi eller hveps
• Lokal hævelse på stedet hvor hunden er blevet stukket
• Opkast/diarré
• Hjertet pumper hurtigt og hårdt (i starten)
• Svaghed og kollaps
• Blege gummer
Det skal pointeres, at det heldigvis hører til sjældenhederne at vi ser hunde med anafylaktisk chok, set i forhold til hvor mange hunde der bliver stukket. Langt oftere ser vi heldigvis blot to mere almindelige reaktioner; nældefeber (uticaria) og/eller angioødem.
Nældefeber efter stik af bi eller hveps
Du ser det som små buler på overfladen af hundens hud. Ofte er hele kroppen medtaget. Det er mest synligt på korthårede hunde, fordi pelsen rejser sig i pletter.
Angioødem
Dette er en hævelse, som er mest udtalt tæt på selve stikket. Er hunden stukket i hovedet, kan den få et såkaldt ”flodhestehoved”. Bliver din hund stukket af en bi eller hveps i munden, er der risiko for, at svælget hæver. Dette kan medføre luftvejsproblemer. Det hører dog heldigvis til sjældenhederne, at det går så galt.
Søg under alle omstændigheder dyrlæge hvis din hund udviser:
• Ovenstående symptomer på chok
• Generel nedstemthed og svækkelse
• Luftvejsproblemer
• Kraftig hævelse
• Hvis hævelsen ikke falder i løbet af nogle dage.
Hvad kan jeg selv gøre, når min hund bliver stukket af en bi eller hveps?
Et simpelt stik på en ikke allergisk hund, skal der oftest ikke gøres noget ved. Efter kort tid fortager smerten sig, og hunden vil formentlig ufortrødent fortsætte sin jagt!
Hvis brodden stadig sidder tilbage, bør denne fjernes. Undgå at bruge en pincet, hvis du kan. Ved at klemme om brodden, kan du øge mængden af giftstof under huden. Brug i stedet en fingernegl eller kanten af et dankort, og skrab brodden af huden.
Lav et koldt omslag med is, det dulmer smerten.
Bagepulver opslæmmet i vand, påduttet stikket med lidt vat, siges ligeledes at nedsætte ubehaget.
Giv den evt en krave på, så den ikke kan slikke/bide/klø i området. Dette kan nemlig medføre en hudbetændelse, der efterfølgende klør og irriterer lige så meget som selve bi/hvepse-stikket
Hold øje med din hund og vær beredt på en tur til dyrlægen, hvis der opstår en kraftig reaktion. Husk at fjerne nedfaldsfrugt fra plænen – det tiltrækker både bier og hvepse og selv hunde der ikke jager insekter, kan ved et uheld træde i dem.
Andre relaterede links
Danmark rammes af ekstremt mange krigeriske hvepse