Din hunds poter er selvfølgelig skabt til at gå på, men vidste du, at de også har en beskyttende funktion? Trædepuderne giver ekstra polstring, så de beskytter knogler og led mod stød, de giver isolering i ekstremt vejr og de giver støtte, når hunden går i et ujævnt terræn. Tænk bare på hvordan hunden kan løbe over stok og sten i omgivelser, hvor mennesket ville liste sig besværet afsted på bare fødder..
Sådan som vores hunde boltrer sig på lufteture, er der ikke noget at sige til, at der af og til opstår skader på poter og negle. Her er nogle tips til, hvordan du kan forebygge skader og sygdomme i poterne.
Negle
Når hunden står oprejst, bør neglene ikke røre gulvet. Klikker neglene højlydt mod gulvet, er det tid til negleklip. På lyse negle kan du se blodkarret – klip ca. 2-3 mm herfra. Som hovedregel skal du kun klippe lidt af gangen, så du kan fornemme, hvor tæt du er på blodkarret. Neglen ændrer konsistens og bliver blødere, jo længere du kommer mod blodkarret. Er du nervøs for selv at klippe neglene, eller vil din hund ikke have din hjælp – så gå til dyrlægen eller hundefrisøren.
Kommer hunden hjem med en flækket negl, bør du gå til dyrlægen for at få den tjekket. De fleste flækkede negle skal desværre fjernes – kommer der snavs ind i en flækket negl, kan det udvikle sig til en grim infektion i tåen, der i værste tilfælde kan medføre, at tåen skal amputeres.
Indtil du kan komme til dyrlægen skal du sørge for, at hunden ikke slikker i området – sæt evt. en lille forbinding eller en sok på poten.
Tjek poterne for fremmedlegemer
De mest almindelige fremmedlegemer, som giver problemer i poterne, er glas, sten, torne og græsaks.
Det kan være umuligt at se et lille stykke glas eller en torn i en trædepude, men ofte kommer der, efter ganske kort tid, en lille fugtig plet der, hvor fremmedlegemet sidder.
Græsaks kan være drilske. De sætter sig i hårene mellem tæerne og arbejder sig ind under huden, hvor de med tiden danner en byld. Er det et tilbagevendende problem, vil det være en god ide at klippe pelsen mellem tæerne.
Når du kommer hjem fra tur, er det altid godt lige at tjekke poterne for uvelkomne besøg. Ser du et fremmedlegeme, kan det oftest fjernes med en lille pincet.
Tørre trædepuder
Er trædepuderne tørre med sprækker, bør du få dem tjekket af en dyrlæge. Ofte kan det gøre problemet værre at bruge humane cremer. Bløde trædepuder er nemlig mere udsatte for skader. Der kan være en underliggende årsag til tørre, sprækkende trædepuder.
Varme og kulde
Selv om hunden har et godt isolerende lag i poterne, skal vi, som ejere, stadig være opmærksomme på ekstrem kulde og varme. Vores hunde kan både brænde deres poter på f.eks. varmt sand eller asfalt, ligesom de kan få forfrysninger, når der saltes om vinteren.
Skal jeg klippe pelsen mellem poterne?
Det er et meget individuelt spørgsmål. Filtrer pelsen mellem trædepuderne eller er huden rød og irriteret, er det en god idé. Så kan du bedre rense og pleje poterne. Nogle hunde glider på glatte gulve, hvis pelsen bliver for lang –her vil det også være gavnligt med et pelstrim.
Har hunden ingen poteproblemer, er det ikke nødvendigt.
Snitsår i poterne
Sommertiden er desværre højsæson for skårede trædepuder. Vores hunde skærer sig dels på glas, men også på skarpe sten og oftest sker disse skader på stranden. En flænge i en trædepude bløder som regel ganske kraftigt og det kan se meget drabeligt ud. Heldigvis er det sjældent så alvorligt, men dybe flænger kræver en tur omkring dyrlægen. Som første hjælp kan du rense såret i klorhexidin og lægge en midlertidig forbinding.
”Alfa omega” – lad ikke din hund slikke på sine poter eller i sine sår. Det er desværre en gammel, sejlivet skrøne, at det er til hjælp for hunden. Hundens mundhule er en bakteriebombe og gør det kun værre. Ja, I naturen slikker dyrene deres sår – men det går desværre langtfra altid godt!