Søg

Skæve tænder hos kaniner

 

Skæve tænder hos kaniner er desværre et almindeligt problem. Kaninens tænder vokser hele livet, og bliver de ikke slidt ordentligt ned, kan de vokse sig meget lange og genere tandkødet i mundhulen. Hvis kun noget af tanden bliver slidt, dannes tandspidser, som reelt kan være lige så generende for kaninen.

 

Skæve tænder hos kaniner medvirker til vægttab

Det er desværre ikke ualmindeligt, at ejere til kaniner kommer i konsultationen, fordi deres kaniner ikke vil spise. En meget hyppig årsag hertil er et skævt tandslid, også kaldet malokklusion. Ved malokklusion har tændernes tyggeflader ikke ordentlig kontakt når munden lukkes, eller når kaninen tygger sin mad.

Hvis tænderne er skæve, har kaninen svært ved at tygge sit foder. Den observante ejer kommer derfor ofte og fortæller, at kaninen gerne vil spise, men at foderet falder ud af munden på den igen.

De skæve tænder eller tandspidser kan gnave sig gennem slimhinden i tandkødet og kinderne. Herved er barrieren  ødelagt og der er stor risoko for infektion med bylder til følge.

 

Skæve tænder hos kaniner kan give øjenflåd

Kaniner med flåd fra øjet har oftest ikke en almindelig øjeninfektion, der kan slås ned med lidt øjensalve. Alt for ofte er det et tandproblem, der er årsag til symptomer fra øjenregionen.

 

Kan man selv tjekke sin kanin for skæve tænder?

Som kaninejer er det vigtigt at holde øje med kaninens spisevaner. Nedsat eller helt ophørt ædelyst skal der reageres på med det samme.

Fortænderne skal regelmæssigt tjekkes. Bliver de meget lange, bør kaninen komme et smut forbi dyrlægen – også selvom den stadig spiser normalt. Lange fortænder kan nemlig resultere i malokklusion og derved forårsage skævtvoksende kindtænder.

Kindtænder på kaniner kan være svære at få lov til at se. De gemmer sig et stykke inde i mundhulen og kaninen er sjældent villig til at vise dem frem. Dyrlægen bruger en lille kikkert, når kindtænderne skal undersøges og er kaninen ikke samarbejdsvillig, kan det, på trods af de rigtige remedier, være svært at få lov til at se grundigt efter.

 

Hvorfor får kaniner skæve tænder?

Nogle kaniner har en medfødt skævhed af tænderne. Hos andre kan et slag eller et stød mod tænderne ødelægge tændernes normale vækst.
Får kaninen ikke brugt sine tænder, f.eks. ved anden sygdom eller forkert kost, kan tænderne også vokse sig skæve.
Endeligt kan en infektion ved tandroden føre til skæv vækst af tænderne.

 

Hvordan behandles skæve tænder hos kaniner?

Har kaninen skæve fortænder, skal disse klippes eller raspes. Dyrlægen kan relativt nemt klare dette og kaninen behøver sædvanligvis ikke at blive lagt i  narkose. Dette kræves derimod oftest, når kindtænderne er skæve, eller der er  tandspidser.
Har kaninen først skævtvoksende tænder, skal disse slibes regelmæssigt. Det kræver i de fleste tilfælde hyppige behandlinger, ofte med 6-8 ugers intervaller.
Skæve tænder kan også fjernes kirurgisk. Desværre er dette heller ikke altid en varig behandling.

Fremtidsudsigten for en kanin med skæve tænder er normalt god, hvis behandlingen sættes ind i tide og kaninen ikke har bylder eller betændelse i knoglen.
Det er dog vigtigt at pointere, at tandlidelsen skal behandles regelmæssigt og at én behandling sjældent er nok – problemet vender, som sagt, oftest tilbage.