Søg

Hvad er diabetes (Sukkersyge)?
Diabetes er en sygdom, der skyldes nedsat eller manglende dannelse af insulin i bugspytkirtlen. Insulin er det hormon, der sørger for transport af sukker fra blodet ind i cellerne, hvor det bliver omdannet til energi.
Mangel på insulin vil betyde en ophobning af sukker i blodet, udskillelse af sukker i urinen og en nedsat tilførsel af energi til cellerne.

Hvorfor får hunde diabetes?
Alle hunde kan rammes af diabetes, men der ses en øget tilbøjelighed hos midaldrende tæver og overvægtige hunde af begge køn.
Hos tæver udvikles sygdommen ofte én til to måneder efter løbetid grundet ændringer i hormonbalancen. Såfremt tæven får stillet diagnosen diabetes, tilrådes det at få hende steriliseret så snart sygdommen er under kontrol, da ændringer i hormonbalancen i forbindelse med løbetid kan gøre det svært at styre behandlingen og medføre sygdomsmæssige tilbagefald.

Hvad er symptomerne på diabetes?
De første symptomer på diabetes vil oftest være øget drikkelyst, hyppige vandladninger samt vægttab trods god ædelyst. Opdages og behandles sygdommen ikke i det tidlige stadie, kan der opstå komplikationer som urinvejsinfektioner, nyre- og øjenlidelser samt opkastninger og nedstemthed. I svære, ubehandlede tilfælde kan diabetes føre til koma og død.

Hvordan behandles diabetes?
Diabetes er en kronisk sygdom, der kræver daglig behandling resten af hundens liv.
Behandlingen består typisk i to daglige indsprøjtninger med insulin samt en ændring af hundens foder. Skal behandlingen lykkedes, er regelmæssighed nøgleordet og det er nødvendigt, at der er tid og overskud i hjemmet til at give hunden et liv med faste fodringstider, motion og insulinindsprøjtninger, for at holde sukkerniveauet rimelig konstant.
Typisk vil insulin skulle gives som to daglige injektioner lige efter foderindtagelse i stedet for før foderindtag. Dette gøres for at forebygge ”insulin shock”, der kan opstå, hvis hunden får insulin og derefter vælger ikke at spise. Denne tilstand er potentielt livstruende, da sukkerniveauet i blodet vil falde drastisk og i værste tilfælde kan medføre et ”insulinshock” med rastløshed, rysten, kvalme, opkastninger, sløvhed, kramper, koma og død. Skulle hunden dog ved en fejl have fået insulin uden et tilhørende måltid, kan en sådan tilstand forebygges ved at give hunden sukkervand eller sirup i munden. Giv ikke mere insulin den dag. Hvis dyret efter sukkeret herefter opfører sig normalt, fortsættes insulinbehandlingen som vanligt næste dag.

Hvordan kontrolleres og justeres behandlingen?
I den første tid efter påbegyndt insulinbehandling, vil det være nødvendigt at få kontrolleret hunden hyppigt hos dyrlægen. Dette skyldes, at behovet for insulin er individuelt fra hund til hund og derfor skal tilpasses specielt til den enkelte hund.
I starten vil besøgene være med få ugers mellemrum, senere kan der gå fra få måneder til et år mellem besøgene. Ved disse besøg skal der medbringes en urinprøve til kontrol for sukker i urinen og dyrlægen vil udtage en blodprøve til måling af insulinens kort- og langsigtede effekt på blodsukkeret.
Det mest optimale tidspunkt til udtagning af en blodprøve, er 4-6 timer efter behandling med insulin.
Det vil ligeledes være en hjælp, hvis det daglige vandindtag måles og foderindtaget registreres, da dette siger noget om den kliniske effekt af behandlingen.
 
Hvad gør man, hvis hunden bliver syg under behandlingen?
Hvis hunden ikke spiser en enkelt dag, gives heller ikke insulin den dag. Såfremt hunden ikke spiser i mere end en dag, kontaktes dyrlægen med henblik på udredning. Hvis hunden kaster sin mad op efter indgift af insulin, observeres den udelukkende i første omgang. Skulle opkastningerne fortsætte eller virker den sløv og nedstemt, kontaktes dyrlægen.
Skulle der opstå episoder med feber af anden årsag, fortsættes behandling med insulin som vanligt.

HUSK ! 
Fortæl altid dyrlægen, at din hund har diabetes, hvis den skal opereres.
Der vil så blive taget optimale forholdsregler både inden og efter operationen for at sikre en optimal behandling og forebygge et for lavt blodsukker i forbindelse med operationen.