Søg

”Du skal bare give den en tablet to gange dagligt de næste 14 dage” Sådan kan en besked lyde fra dyrlægen og det kan være en svær pille at sluge! Det lyder nemt, men du ved hvilken kamp du skal kæmpe de næste 14 dage!

Det kan for rigtig mange være en svær opgave at give sit kæledyr medicin. Dyrene lugter lunten med det samme og spiser sjældent piller frivilligt. Mange medicinalfirmaer har gennem tiderne forsøgt at tilsætte smagsstoffer, så dyrene vil spise piller uden at blinke, men der er alligevel mange, der ikke lader sig narre. 
Husk dog altid at lægge medicinen, hvor dyrene ikke selv kan få fat på den. 
Mange smertestillende tabletter smager af kød, så dyrene tror det er godbidder – det er hensigten, men de fleste dyr nøjes i så fald ikke med én. De spiser gerne hele pakken!

”Minou kan ikke lide piller, men hun elsker godbidder” 
Vær snedig og gem pillen i noget lækkert. Bland den med lidt leverpostej eller gem den i et stykke ost eller skinke. Der findes også nogle præfabrikerede  godbidder, som er lavet til at gemme piller i. Vores erfaring er, at ost og skinke virker bedre.

”Hippie skummer om munden og spytter de piller, jeg giver hende, ud” 
Noget medicin smager bare rædselsfuldt. Din dyrlæge vil oftest fortælle dig hvis medicinen smager bittert, når den bliver tygget eller slikket på.
Man kan købe tomme gelatinekapsler på apoteket eller på internettet. Heri man kan lægge tabletten, enten i knust eller hel form, afhængig af størrelsen på tabletten.

Mange bruger også en pilleindgiver. 
Det er en effektiv måde at få pillen hurtigt forbi tungen, så dyret ikke når at smage pillen. Pilleindgivere er ligeledes en ”god forlænget finger”. Især katte kan være svære at give tabletter uden risiko for at blive bidt. Med en pilleindgiver behøver man ikke selv stikke sin finger ind i munden på hunden eller katten. Det er et rigtig godt redskab, men kræver lidt øvelse at håndtere.

”Pelle kaster pillen op, når jeg stopper den i halsen på ham”
Nogle tabletter eller kapsler kan klistre fast i svælget eller i spiserøret. Du kan overtrække pillen med smør og have den i køleskabet. Det vil gøre det nemmere for pillen at glide ned i maven. Vær dog opmærksom på, at nogle piller ikke tåler at komme i kølskab, så spørg din dyrlæge inden dette trick benyttes. Tilbyd dit dyr frisk vand; ofte vil en tår vand også hjælpe pillen helt ned i maven.

”Trunte hader synet af piller” 
Knus pillen, eller åbn kapslen og bland pulveret ind i dyrets mad, gerne mad med en kraftig smag, så det maskerer medicinen. Nogle piller tåler ikke at blive knust og nogle kapsler skal først virke i tyndtarmen og må derfor ikke åbnes, så spørg din dyrlæge til råds, inden du benytter dette trick.
Du skal selvfølgelig være sikker på, at dit kæledyr spiser op, så alt medicin når maven og kan virke efter hensigten.

Vi håber at disse tips er anvendelige og at det fremover vil være nemmere at give dit dyr medicin. Se også vores video om medicin-indgivelse på Gentofte Dyrekliniks youtube-kanal.