Søg

 

En del klienter har henvendt sig til os med uro i sindet, fordi de har læst om en ny type flåt i Danmark. Den såkaldte ”engflåt” ( Dermacentor Reticulatus) er blevet fundet på en strejfende guldsjakal i Danmark. Selve flåten er, som den velkendte skovflåt, ikke farlig i sig selv, men det er de parasitter eller bakterier, som nogle af dem bærer rundt på.

Engflåten har potentialet til at etablere sig i Danmark og med den kan der komme nye, flåtbårne sygdomme, som vi skal være opmærksomme på. Vi ønsker ikke at skabe panik og vil understrege, at ingen af de engflåter, der blev fundet på den strejfende guldsjakal, var inficeret med den sygdom, som er farlig for vores hunde.

Engflåten kan være vært for to forskellige parasitter, som kan udvikle sig til to forskellige sygdomme. Den kan være bærer af en bakterie (Rickettsia Raoultii), der på mennesker kan give infektioner i huden og forstyrrelser i lymfesystemet.

Farlig for hunde
Flåten kan også være bærer af en protozo ”Babesia Canis”. Sygdommen bliver også kaldt ”hunde-malaria”, da den, ligesom malaria, lever i værtens røde blodlegemer og kan være yderst farlig for hunde. Vi har i mange år af og til set sygdommen i Danmark. Det har dog altid været hos hunde, der har været på ferie sydpå uden at være beskyttet med et flåtmiddel eller er  blevet eksporteret til Danmark fra sydligere egne.

Sygdommen kan være alt, fra mild og forbigående til en akut, meget alvorlig sygdom, hvor de røde blodlegemer ødelægges, ofte med døden til følge, hvis behandling ikke iværksættes.

Symptomer:

  • Nedsat eller ingen ædelyst
  • Blege slimhinder
  • Feber
  • Gulsot (gulfarvning af hud og slimhinder)
  • Stor lever og milt
  • Misfarvet urin og afføring

Forebyggelse og prognose
Allerede nu forebygger mange hundeejere mod de almindelig kendte, flåtbårne lidelser. De gængse produkter til forebyggelse af flåter virker heldigvis også overfor engflåten.
Selve behandlingen er rettet mod at dræbe parasitten og i nogle tilfælde kan en blodtransfusion blive nødvendig.

Hvis behandlingen iværksættes tidligt er prognosen god, opstår der derimod alvorlige komplikationer, er prognosen oftest reserveret.

Hvordan ser flåten ud?
Engflåten er væsentlig større end den velkendte skovflåt, men har, ligesom denne, flere vækststadier. Engflåten kan kendes på , at hannen er ornamenteret (Et ornament er en stiliseret figur, mønster eller tegning, som eksempelvis kan gengive slyngede planter),  og hunnen har en lys saddel.
Flåten er hårdfør og ret kulderesistent i forhold til mange andre flåter. Hunnen lægger mellem 3.000 og 7000 æg, som klækkes efter 12-19 dage. Vi vil finde dem på steder, hvor vi normalt ikke ser skovflåten, da de lever på mere lyse og åbne områder

Selvom de fundne flåter i Danmark ikke var bærere af Babesia Canis, skal vi alligevel alle fremover være ekstra opmærksomme på denne flåt. Den kan desværre, som set i Tyskland, England og Holland, hurtigt blive en fast bestanddel af vores fauna.