Søg

Fodring af hundehvalpe

En ny hundehvalp er sjov og spændende

Der er liv og glade dage i huset og den lille hvalp tiltrækker sig alles opmærksomhed, men der melder sig altid mange spørgsmål.  Her vil vi forsøge at dele ud af nogle gode råd omkring fodring af hundehvalpe.

Korrekt fodring af hundehvalpe er vigtigt

Hvalpens vækst det første år er et samspil mellem tilførte næringsstoffer, mængde motion, genetisk arv, samt hormoner som f.eks. vækst- og kønshormoner.
En hvalp udvikler sig lige så meget på et år, som menneskebørn gør på 14 år! 
Derfor er korrekt fodring af hundehvalpe det første år uhyre vigtig.

Som hovedregel må en hvalp hverken spise for meget eller for lidt. Den må under ingen omstændigheder få foder ”ad libitum”, fordi du vil glæde den. Overfodring kan have skadelige konsekvenser, både hos store og små racer.  Hos hvalpe af de store racer ses en for stor og for hurtig vækstøgning, hvilket kan disponere til knogle- og ledproblemer. Hos de små racer øger man risikoen for fedme som voksen. 

Introducér nyt foder gradvist til hundehvalpen

Når du henter din hvalp, så sørg for at få noget af dens velkendte foder med. Du kan altid skifte til noget, du har præference for.

Lad den spise sit vanlige foder i minimum en uge – der er så meget nyt i hvalpens liv og et brat foderskifte vil, med stor sandsynlighed, forårsage maveproblemer med opkast og diarré. Lad overgangen fra gammelt til nyt foder tage 7-10 dage og øg mængden af det nye foder med ca. 10% hver dag.

Lad hvalpen spise i fred

Giv hunden ro til at spise. Fortæl børnene, at de ikke må forstyrre hunden, når den spiser. Prøv aldrig at tvinge mad i hunden og sørg for, at hvalpen spiser fra en madskål og ikke fra hånden.
Fjern kun madskålen når hunden er færdig, aldrig mens den spiser.
Hvis man vil undgå tiggeri ved bordet eller i køkkenet, er det selvsagt et must, at man holder stand og lader den vide, at det ikke kan betale sig at tigge! 

Hvor tit og hvor meget mad skal min hvalp have?

Antallet af måltider ændres med alderen. Når du får din hvalp er den ofte 8 uger eller lidt ældre. I denne tidlige periode bør den få mad 3-4 gange dagligt. Efterhånden som den bliver ældre nedjusteres dette til 2-3 gange dagligt, og når hunden er midt i vækstperioden, kan de fleste hunde enten fortsætte med 2 gange eller nøjes med at spise 1 gang dagligt.

Mængden af den daglige foderration afhænger af, hvilket foder du har valgt og kan variere rigtig meget, afhængigt af mærke. 
Mange hvalpeejere bliver ofte urolige, fordi de ikke synes, deres hvalp spiser nok. Den spiser slet ikke hvad den skal, ifølge foderanvisningen på posen. 
Her er det vigtigt at se på sin hvalp. Begynder den at blive for rund eller for tynd – også selvom den får den anbefalede mængde, må man op – eller nedjustere mængden.

Fodring af hundehvalpe – Store racer versus små racer

Der er stor forskel på hvalpefoder til små versus store racer. I løbet af det første leveår vil en hvalp af stor race forøge sin fødselsvægt mere end 80 gange – en lille race forøger kun med ca. 20 gange. 
Får  hvalpe af store racer for lidt calcium og protein, kan det få stor betydning for deres led ligesom for meget energi kan føre til for hurtig vækst og dermed også give ledproblemer. Spørg altid avler eller dyrlæge til råds, hvis du er usikker på, om din hund får det rette foder.

Fodring af hundehvalpen, der er kræsen

Mange hunde er nogle rigtige madører, andre er bestemt ikke. En labrador er kendt for at spise alt i” et ruf”, mens andre kan gå rundt om den varme grød i flere timer, før de beslutter sig for at spise. Det er oftest den sidstnævnte type hund, der kan ende med at blive kræsen.
I desperation køber hundeejeren mange forskellige fodertyper, for at få hvalpen til at spise. Når det er nyt og spændende spiser den med vellyst, men snart lader den det stå igen. 
Hvis den ikke spiser maden, når det bliver serveret, så prøve at fjerne madskålen efter max. et kvarter og tilbyd det senere.
Lad være med at tilsætte din egen mad eller godbidder til foderet for at opmuntre hunden til at spise. Det kan hurtigt blive en rigtig dårlig vane, som er svær at slippe.

Nogle hunde vil bare ikke spise. Her kan der komme på tale at forsøge at give hunden en veltilpasset hjemmelavet diæt. Til dette har universitetshospitalet en ernæringsafdeling, der udarbejder hjemmelavede diæter, og justerer dem om nødvendigt efter ibrugtagning.

Godbidder

Hvalpe skal have mange godbidder. Positiv indlæring ved hjælp af snacks og andre godbidder er den ideelle vej til en velopdragen og velsocialiseret hund. Får din hund mange godbidder, skal du dog samtidig huske at give mindre foder.

Fra hvalp til voksen

Når din hvalp er næsten voksen, skal den ikke længere have hvalpekost, men skifte til et godt voksenfoder. For de fleste racer sker skiftet til et voksenfoder, når unghunden har nået ca. 80% af sin voksenvægt. Nyt foder skal stadig introduceres gradvist, også selvom det virker som om din hund godt kan lide det. Det mindsker sandsynligheden for, at hunden udvikler dårlig mave. 

Tilbage er kun at ønske alle jer, der har hvalpe i huset et stort tillykke.
Må de næste mange år med jeres nye firbenede ven blive dejlige og mindeværdige!

Relaterede artikler

Gentofte Dyreklinik

Børn og hunde

Gode råd til hvalpeejere

Vaccination af hund og kat

Navlebrok hos unge dyr