Søg

Hestekastanjer

Hestekastanjer er smukke og lækre. De tiltrækker børn, men også hunde – især hundehvalpe. Efterårets smukke gyldne farver eksploderer lige nu. Træerne er så smukke lige her før lukketid -om lidt ligger alle bladene på jorden… Men lige nu, inden bladende for alvor falder, ligger de smukke hestekastanjer og venter på at blive samlet op.

Hestekastanjer er giftige for hunde

De fleste hunde går heldigvis uden om dem – men nogle finder dem ganske fristende. Ofte er det de unge hunde eller hvalpe, der fristes til at spise en eller flere…

I hestekastanje-træerne findes stoffet aesculin og det er kan vores hunde desværre ikke tåle. Og for den sags skyld katte – de finder dog heldigvis sjældent på at spise en kastanje.

Alle dele af træet indeholder aesculin, altså ikke blot i hestekastanjerne, men også bark, blomster og blade. Det er dog selve hestekastanjerne, som vores hunde typisk finder på at indtage i denne tid.

Symptomer på forgiftning af kastanjer hos hund

Er skaden sket, bliver hundene inden for kort tid rigtig dårlige og kan i værst tænkelige situation dø. Der kan opstå symptomer inden for 2-6 timer, men faktisk kan der i andre tilfælde gå op til 2 døgn, før symptomerne viser sig. Aesculin kan selv i små doser forårsage mavetarm-forstyrrelser, men kan ved et højt indtag også påvirke hundenes nervesystem.

Savlen
Opkast, diarré, smerter fra maven
Ekstrem tørst
Nedstemthed
Slaphed, muskelkramper, lammelse

Ud over at kastanjer kan forårsage en forgiftning, kan kastanjerne også sluges hele og sætte sig fast i tarmen som et fremmedlegeme. Dette vil også vise sig ved symptomer fra maven.

Hvor mange hestekastanjer skal min hund spise for før den bliver syg?

Hvor mange kastanjer en hund skal spise for at blive syg er svært at sige. Oplever du, at din hund har spist en eller flere kastanjer bør du søge dyrlæge.
Dyrlægen vil give din hund et middel så den kaster op. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at skylle selve mavesækken. Der findes ikke en egentlig modgift, så dyrlægen vil forsøge at behandle symptomerne.

Prognosen for hvor slet det kommer til at gå, varierer selvfølgelig med mængden af kastanjer hunden har spist. Heldigvis er det de færreste hunde der bare spiser løs, som var det chokolade… (som de for øvrigt heller ikke kan tåle)

På Gentofte Dyreklinik har vi om efteråret jævnligt hunde der har spist nogle få kastanjer. Heldigvis har vi aldrig oplevet et dødsfald som følge af hestekastanjer. Litteraturen kan dog berette om et dødsfald, hvor en hund på 10 kg havde spist 8-10 kastanjer

Så pas på kastanjerne i denne tid – både dem som fortsat ligger under træet – men også dem som nu ligger på sofabordet, og hvor ungerne har planer om kreere de kreative gyldne dyr…

Relaterende artikler fra Gentofte Dyreklinik

Forgiftning med rottegift

Den ukomplicerede diarré og opkast