Søg

Hjertelidelse hos små hunde

En hyppig hjertelidelse hos små hunde er “kronisk myxomatøs mitral valvulær sygdom” (MMVS eller tidligere kaldt endocardiose) – hvad er det for en snegl? Lad os kort beskrive en af de mest almindelige hjertesygdomme hos vores små hunderacer.

Hunde og katte kan få problemer med hjertet og lide af nogle af de samme hjertesygdomme, som ses hos mennesker. Heldigvis kan man også inden for dyreverdenen behandle de fleste hjertelidelser og stadig opretholde en god livskvalitet.

Hunden og kattens hjerte er en muskelpumpe med 4 separate kamre. Højre side sender blodet til lungerne, hvor det optager ilt. Venstre side pumper det iltede blod ud i kroppen. De 4 kamre er separeret med klapper (ventiler), så blodet kun kan løbe én vej.

Problemer med hjerteklapperne

Sygdommen er en lidelse i hjertet, hvor klapperne mellem de to rum i venstre side ikke længere lukker helt tæt.

Når hjertet trækker sig sammen for at pumpe blodet ud i kroppen, løber noget af blodet tilbage gennem de utætte klapper. Dette kan medføre en ophobning af blod i dele af hjertet samt lungerne. Denne ”stase” kan bl.a. medføre lungeødem, også kaldet ”vand i lungerne”.

Hjertelidelse hos små hunde – en arvelig sygdom

Sygdommen, med det ukristelige lange navn, er den hjertelidelse hos små hunde, vi hyppigt ser i klinikken. Det er en meget almindelig lidelse hos ældre små hunde. Man ved, at lidelsen er arvelig og ses oftere hos visse racer end andre.  Særlig disponerede racer er bl.a. som Cavalier King Charles Spaniel og gravhunde.  Større hunde kan også få problemer med hjerteklapperne, men hos dem ses hjertesygdomme oftest som lidelser i selve hjertemusklen.

En historie fra klinikken

Oscar er en glad lille Cavalier King Charles Spaniel på 11 år. Allerede da Oscar var ganske ung og var til det rutinemæssige sundhedstjek, opdagede vi en lille mislyd på hans hjerte.

Da Oscar blev ældre udviklede han en kraftigere mislyd på hjertet og fik derfor ultralydsscannet sit hjerte, og scannings-diagnosen lød på kronisk myxomatøs mitral valvulær sygdom

Oscar var stadig symptomfri og opførte sig  som en dejlig fræk hund med masser af krudt i. Desværre viste hans hjerte-undersøgelse, at hans hjerte var forstørret, som følge af hans klapsygdom. Oscar blev derfor sat i behandling med hjertemedicin. Medicinen hjælper hjertet og er med til at forebygge/udsætte risikoen for, at hjertelidelsen udvikler sig til hjertesvigt. Symptomer på hjertesvigt er bla. hoste og åndenød pga. væskeophobning i lungerne.

Oscar kom hyppigt til kontrol og fik hvert år renset sine tænder, samt undersøgt for hjerte- og lungeorm.

– Et stort hjertestudie på hund fra 2016 har vist, at der er store fordele ved at starte hjertebehandling allerede i det stadie, hvor hundens hjerte påvises at være forstørret, men hvor hunden endnu ikke har nogen symptomer på hjertesvigt. Studiet viste at hjertesvigt eller hjerterelateret død blev udskudt med 15 måneder i gennemsnit.

Symptomerne melder sig

Da Oscar var 9 år, kom han og hans familie til en konsultation, fordi de var blevet bekymret. Oscar var begyndt at hoste, særligt om natten og når han blev glad og ophidset. Ejerne syntes også, at rollerne under gåturene havde fået modsat fortegn. Tidligere var det altid Oscar, der trak af sted med dem, nu var det lige omvendt. Han gad simpelthen ikke gå ture mere. Kunne han selv vælge, tog han den korteste rute rundt om blokken.

Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at årsagen til Oscars hoste var et begyndende lungeødem som følge af hans kendte hjertelidelse. Han fik sit hjerte scannet igen og taget røntgenbilleder af brystkassen. Oscar skulle i behandling med vanddrivende drivende medicin mod sit lungeødem, samt fortsætte med sin hjertemedicin til at hjælpe hjertet med lettere at pumpe blodet rundt.

Hunde kan få et godt liv trods hjertelidelse

I dag, 2 år efter de første symptomer viste sig, har Oscar det stadig godt. Hans mor og far styrer hans forskellige tabletter med hård hånd og han kommer til kontrol hver 3. måned.

Der vil komme en dag, hvor vi ikke længere kan hjælpe ham, men indtil da er Oscar igen den, der styrer gåturene. Det går måske ikke lige så hurtigt som før, men trods sin lidelse og sine 11 år har han et godt hundeliv!

Relaterede artikler

Fra Gentofte Dyreklinik

Hjerteproblemer hos hunde – hold munden ren!