Søg

 

Forleden kom en katteejer forbi klinikken for at få en ormekur til hans kat. Han kunne berette, at ”Garfield” for længst havde overskredet madbudgettet. ”Den er konstant sulten, og er ved at fortære hele køleskabet, når lågen bliver åbnet. Og alligevel har den tabt sig” fortæller ejeren.

Nu har ”Garfield” altid været en rigtig ”Garfield”; god og meget mad og så en lille lur efterfølgende, passer den bedst. Derfor er ejeren også blevet urolig over vægttabet og har konkluderet, at Garfield må have fået orm. Over skranken bliver vi dog enige om, at ejeren skal komme med katten til en sundhedsundersøgelse.

Næste dag sidder ”Garfield” på min vægt, som kun lige runder 3 kg. Han er mager, trist i pelsen og har indsunkne øjne. Han ligner på ingen måde sig selv, men derimod en rigtig gammel kat. Han er ”kun” 9 år.

Han burde veje omkring 5 kg. For år tilbage vejede han 7½ kg og jeg kan se i journalen, at der dengang blev talt vægttab. Det behøver vi af gode grunde ikke i dag.
Ejeren kan også fortælle, at katten er blevet meget aktiv; hvor den tidligere var sløv og doven, kravler den nu nærmeste på væggene. Derudover har den periodevis opkastninger og diarre.

Under undersøgelsen konstaterer jeg, at hans skjoldbruskirtel, som sidder foran på halsen, er forstørret. Normalt kan den slet ikke mærkes. Men så er det allerede nok for i dag mener ”Garfield” – han har mistet tålmodigheden og forhindrer herefter enhver form for tiltænkt undersøgelse fra min side.
Så jeg fortsætter med at se på venstre side af hans brystkasse. Det er tydeligt, at hjertet banker alt for kraftigt og alt for hurtigt. ”Garfield” har det fint med kun at blive set på; hver gang jeg forsøger at uddybe min undersøgelse farer han i flint .

Garfield har ganske sikkert ikke kun orm. Med stor sandsynlighed har han slet ikke orm, men et forhøjet stofskifte også kaldet ”hyperthyroidisme” eller struma.

Det er en fortrinsvis almindelig sygdom blandt ældre katte.
Katten får forhøjet stofskifte på grund af en øget hormondannelse i skjoldbruskirtlen. Det er stadig uvist hvorfor kirtlen begynder at producere mere stofskiftehormon.

For at checke hans stofskifte bliver jeg (desværre) nød til at tage en blodprøve. ”Garfield” får lavet en såkaldt ”geriatrisk profil”. Den fortæller mig foruden stofskiftehormonerne, noget om, hvordan ”Garfield” har det generelt. Allerede inden jeg begynder på blodprøven, er jeg klar over, at dette vil blive et ”battle” mellem ”Garfield” og mig! Jeg vinder, men ikke uden et par af hans visitkort på min hånd.

”Garfield” har, som formodet, et kraftigt forhøjet stofskifte. Det forklarer hans mangel på tåmodighed, dårlige temperament, hans vægttab trods god ædelyst og hans aktivitetsniveau.
Lidelsen vil aldrig forsvinde af sig selv og skal behandles.

Behandling
I Danmark har man ind til videre flere valg.
Der er udviklet et specialfoder til at nedsætte stofskiftet. Dette er dog ikke altid nok.

Mange behandler dagligt med medicin. Dette har som regel en god effekt i starten, men nogle katte tåler det dårligt. Desuden er det ofte svært for ejeren, at give piller op til 2 gange dagligt, på grund af kattens ofte dårlige temperament.

Forhøjet stofskifte kan også behandles operativt, hvor man oftest fjerner den ene halvdel af skjoldbruskirtlen. Der er dog her risiko for, at den anden side af kirtlen forstørres efter operationen.

Derudover kan Universitetshospitalet tilbyde strålebehandling. Denne behandling kræver længere tids indlæggelse.

I ”Garfields” tilfælde valgte vi, at starte mod foderet y/d fra Hills.