Er min hund egentlig vaccineret mod stivkrampe?
En ejer spørger os, fordi hans hund lige har skåret sig på et stykke glas, da den var på stranden og fået et dybt sår i poten.
Svaret er nej, stivkrampe hos hunde (og katte) ses så sjældent, at der ikke indgår en vaccine mod stivkrampe i deres normale vaccinationsprogram.
Stivkrampe
Stivkrampe eller tetanus er en sygdom, forårsaget af en bakterie (Clostridium Tetani), som lever i jord samt i mundhulen og tarmkanalen hos dyr og mennesker.
Bakterien producerer en nervegift, når den befinder sig i luftfrie omgivelser. Dybe stiksår og bid giver derfor de optimale betingelser for produktion af giften. Giften transporteres via nervebanerne til rygmarven og hjernen.
Det sker som sagt uhyre sjældent, at vores kødædende husdyr bliver smittet med stivkrampe. Heste derimod, er meget mere modtagelige for bakterien, og de bliver derfor også rutinemæssigt vaccineret mod sygdommen, ligesom alle mennesker bør være dækket ind, hvis uheldet skulle være ude.
Symptomerne
Symptomerne på stivkrampe kendetegnes ved, at hundens muskler spænder og ikke kan slappe af igen. Et af de første tegn på sygdommen er, at hundens ører ikke bevæger sig i retning af en lyd. Hos hunde med hængeører rejser ørerne sig en smule og der fremkommer små panderynker, der får hunden til at se bekymret ud. (En video af en sådan patient kan ses på Gentofte Dyrekliniks facebookprofil eller på vores youtube-kanal under brugernavnet GentofteDyreklinik)
Symptomerne forværres gradvist. Overlæben bliver trukket konstant tilbage og hunden ser ud, som om den smiler. Kæbemuskulaturen bliver så stiv, at munden ikke kan åbnes. Hunden kan ikke gå, men kun stå oprejst i en ”savbuk” stilling.
Herfra kan det gå stærkt og på bare nogle få dage kan sygdommen udvikle sig dødeligt på grund af lammelse af vejrtrækningen.
Prognose og hurtig behandling
Dør alle hunde, der får stivkrampe?
Nej, hvis hurtig terapi sættes ind, har hunden en reel chance, men generelt er prognosen desværre dårlig.
Behandlingen overvåges nøje og kræver oftest indlæggelse.
Vores første stivkrampe-patient i lange tider var Molly, en sort labrador på 4 år. Hun klarede skærene og lever i dag i bedste velgående uden bivirkninger fra en ellers hæslig, men heldigvis sjælden, sygdom hos vores kødædende firbenede venner!