Ren mund – sund hund og kat!
Tandbørstning på hund og kat er ikke altid nemt! Vi ved det, men vil her hjælpe dig på vej, så det bliver en hyggestund. Både for dig, men også for din hund og kat!
I den ideelle verden burde vores kæledyr leve et liv uden nogensinde at skulle til tandlæge! Hvorfor skulle de dog det? I naturen får vores vilde dyr jo ikke børstet eller renset tænder.
Men fakta er, at ca. 85% af vores kæledyr over 4 år har sygdomme i mundhulen, der er relateret til tænderne.
Men hvordan klarer vores vilde dyr sig så, når de ikke får passet deres tænder?
Det gør de desværre heller ikke altid, men der er flere ting, der spiller ind. Dels spiser de ofte en mere varieret kost, hvor de aktivt bruger deres tænder væsentligt mere i forhold til vores dyr, som lever af dåsemad og tørkost. Dels lever de vilde dyr ikke så længe, som vores kæledyr gør i dag. Og sidst, men ikke mindst, så har rigtig mange vilde dyr også problemer med tænderne og dør af det.
Tandbørstning på hund og kat- behøver jeg det?
Der er en årsag til, at vi selv børster tænder 2 til 3 gange dagligt. Det er utopi at tro, at bidepinde, knogler og gulerødder kan gøre det ud for tandbørstning. Det hjælper lidt, men gør det desværre ikke lige så godt som daglig tandbørstning.
Uden tandbørstning på vil der opstå dårlig ånde og den dannede plak vil blive til tandsten. Dette vil irritere gummerne og medføre tandkødsbetændelse og senere parodontose. Dette kan direkte føre til bl.a hjerte og nyrelidelser eller det kan forstærke et allerede eksisterende hjerteproblem.
Når du børster tænder på dit dyr, vil du også hurtigt opdage, hvis den har været så uheldig at knække en tand eller skade emaljen. Vores dyr er rigtig dårlige til at fortælle os, at de har ondt i munden. Størstedelen lever bare med smerten og ubehaget og viser dig ingen tegn.
Tandbørstning på hund og kat – al begyndelse er svær, men det giver pote!
Det er de færreste hunde og katte, der pludselig vil tillade grundig tandbørstning. Her har vi samlet nogle gode råd til, hvordan du kan komme i gang.
Find det rigtige tidspunkt
Børst tænderne, når dyret er roligt og afslappet. Dit mål bør være at skabe en rutine, hvor dagligt børstning bliver til en hyggestund.
Hav grejet klar
Mange synes, det er nemmest at starte med en lille ”finger-børste” – en lille stofhætte til fingeren, som bruges som børste. Når dit dyr har vænnet sig til den, er en lille, blød børste bedre. Brug tandpasta til dyr. Lad være med at bruge dit eget. Det er for stærkt, skummer og kan irritere maven, da dyrene jo ikke spytter skummet ud.
Brug ikke magt
Sørg for, at du er et sted, hvor din hund har det komfortabelt. Stil dig hverken over din hund eller hold den fysisk nede – så bliver det først en kamp. Prøv i stedet at knæle ned og sid foran eller ved siden af den, eller hav den på skødet.
Mål angst og stress-niveauet.
Hvis dyret virker uroligt, så stop op og prøv igen senere. Tålmodighed er en nødvendighed for at mestre grundig børstning over tid.
Gå stille og roligt frem
Det er vigtigt, at du starter stille og roligt og ikke har ambitioner om grundig børstning i den første fase af indlæringen.
Når hunden har vænnet sig til, at du berører munden og tænderne, kan du begynde at børste.
Børst i starten kun ydersiden med små, cirklende bevægelser. Der kan forekomme en let blødning. Dette er oftest ok, men kan også betyde, at dit dyr har tandkødsbetændelse og bør tjekkes af din dyrlæge. Når dyret er vant til tandbørsten, åbnes munden og tænderne børstes på fladerne og indersiden
Ros og godbidder hjælper på hunden eller kattens tålmodighed!
Giv masser af ros undervejs.
Slut af med yndlings godbidden!
Det vil tage dig 2 til 3 minutter dagligt, men spare dit dyr for lidelse og smerte og ikke mindst dig, for oftest bekostelige tandbehandlinger hos dyrlægen.
Så sæt i gang – lige meget hvilken alder dit dyr har! Det er aldrig for sent.
Vi tilbyder gratis mundhuleundersøgelser. Kom og lad os vise dig nogle trick til tandbørstning på hund og kat.