Hotspot- et hyppigt hudproblem i sommermånederne hos hund !
Sommer og sol er desværre, hos nogle hunde, oftest lig med de såkaldte ”hotspot” – en fugtig, smertefuld hudbetændelse, der hurtigt breder sig.
Vi hører ikke helt sjældent, at ” I går havde min hund et lille sår på ryggen – i dag er det dobbelt så stort”
Forleden morgen stod ejer og hunden George og ventede på os, da vi lukkede op. George var skidt og ejeren ked af det, fordi hun ikke havde reageret på såret allerede dagen før, men der så det ikke så slemt ud.
George er en sort labrador og på ryggen har han et sår på ca. 5×5 cm. Pelsen er klistret af det sekret, såret har produceret. George er tydeligvis ikke interesseret i, at vi skal røre ved det. Lige så sød og medgørlig han normalt er, lige så urolig bliver han, da vi forsigtigt prøver at klippe pelsen omkring såret. Hvis vi skal hjælpe ham, må han have lidt at slappe af på.
Da pelsen bliver klippet viser det sig, at området er langt større end først antaget. Under pelsen er huden stærkt medtaget.
Hvad er et hotspot ?
Hotspot kaldes populært også ”retriever eksem” eller ”våd eksem.” Det er en akut opstået, overfladisk hudbetændelse der væsker, som kan være meget smertefuld og samtidig breder sig med lynets hast.
Årsagen til hudbetændelsen er oftest Staphylococcer, en bakterie, som er en del af hudens normalflora men som, under de rette betingelser, kan udløse betændelse.
Som regel er hotspot lokaliseret på hoved, hals eller hofter, men kan i bund og grund optræde hvor som helst på hunden
Hotspot er således ikke en diagnose, mere en tilstand i huden.
Der er ofte tale om et underliggende problem, som har udløst kløen. Når hunden begynder at kradse og bide sig, ødelægges hudens normale beskyttende hudlag. Tilstanden er selvforstærkende; jo mere hunden kradser og bider sig, jo fugtigere bliver huden og jo værre bliver problemet.
De primære grunde til, at hunden kradser og bider sig, kan være mange. Nogle gange er hunden selv blevet bidt eller har fået en rift i huden. Øret kan være betændt eller hunden have allergi eller lopper og klø sig af den grund.
I de varme sommermåneder ser vi hotspot hos hunde, der bader meget og som samtidig har en tæt underpels. Her er huden længe om at tørre og Staphylococcerne har gode vækstbetingelser i varmen og fugten.
Hotspot kan optræde hos alle racer, men vi ser det mest hos hunde med tæt eller lang pels.
Behandling af hotspot
Først og fremmest er det vigtigt at reagere hurtigt.
Som førstehjælp kan man klippe pelsen og rense huden med klorhexidin. Giv hunden en krave på, så den ikke kan slikke eller kradse i området.
Er det ikke nok, må man afsted til dyrlægen. Her kan det blive nødvendigt at give hunden noget beroligende for at klippe og rense området. Behandlingen kan variere fra påsmøring af salve til en større behandling med antibiotika og kløestillende midler. Terapeutisk laserbehandling har en rigtig god effekt på såret. Det tørrer hurtigere op og mindsker derved ubehaget betydeligt. Afhængig af størrelsen på såret, får de fleste hunde laser 1-4 gange med nogle dages mellemrum.
Alfa og omega er dog at få klippet pelsen omkring såret og renset godt op.
Hvordan kan man forebygge et hotspot?
- Plej pelsen – red pelsen fri for løse hår i fældningsperioden.
- Er pelsen meget tæt, skal den oftest klippes ned i sommermånederne
- Forebyg lopper og flåter
- Tør pelsen grundigt efter badeture. Tag halsbåndet af
- Har din hund tendens til hotspot, kan du evt. vaske den i en mild hunde-shampoo, der forebygger irritation med svampe og bakterier – den kan købes hos dyrlægen
- Giv et supplement af omega-3 fedtsyrer – f.eks Omevio, eller giv et foder, hvor disse olier er tilsat.
Andre relaterede links
Links fra Gentofte Dyreklinik
Lopper (kan være årsag til hotspot)
Når hunden får ræveskab (Kan være årsag til hotspot)
Laserbehandling (Godt mod hotspot)