Søg

Købe hvalp

Gode råd til hvalpekøberen

Tiden er kommet og du skal købe hvalp. Du har læst alt om racer og har nu besluttet dig. Men hvad skal du være opmærksom på, når du besøger mor og hvalp for første gang?

Der er simpelthen ikke noget, der gør os mere blød i knæene end dyrebørn og derfor kan vi godt blive forblændet, når vi tager ud for at købe hvalp. Derfor er det godt at forberede sig, inden du tager ud for at møde hvalpen for første gang. (Læs også vores artikel Gode råd til hvapeejere)

Når du besøger avler, er det meget vigtigt også at se tæven. Er der mulighed for det, er det selvfølgelig optimalt at se begge forældredyr, men det er langtfra altid muligt.

Temperament

Når du kæler med tæven og hvalpene, så læg mærke til deres temperament. Er de imødekomne, sky, reserveret eller nysgerrige? Du skal selvfølgelig altid være opmærksom på, at det er naturligt for en tæve at beskytte sine

hvalpe. Så vær forsigtig i din fremgangsmåde og lyt til avlers instrukser.
Hvalpe er ligesom børn meget forskellige. Tal med avler om hvilken hund du drømmer om, og om hvordan du ønsker at holde hund. Avler vil være den bedste til at rådgive dig om, hvilken hund, der passer bedst til dig/din familie. Allerede i en tidlig alder kan den garvede avler kende hvalpenes temperament. Nogle hvalpe vil være mere modige, andre mere forsigtige og nogle vil være dominerende.

Skal du købe hvalp? Tjek hud, pels og ører 

Når du skal købe hvalp så læg mærke til om tæven og hvalpene har en sund pels. En tæve der har været drægtig og sidenhen opfostret hvalpe, har ikke altid den flotteste pels, men optimalt skal pelsen være blank og skinnende og uden store skæl. Du skal ikke blive fedtet på hænderne, når du kæler med mor og hvalpe. Poterne skal være tørre og uden rødme og må ikke lugte surt.
Løft ørerne og kig både hvalpe og tæve i ørene. Et sundt hundeøre er rent og let skinnende på indersiden og øret må ikke lugte surt.
En hund med hud- og øreproblemer kan i værste tilfælde have allergi og kan have brug for specialfoder, ekstra pleje og mange dyrlægeregninger.

Tænder/bid

Det er ikke alle hvalpe der har fået alle deres mælketænder når de er 8 uger – men kig alligevel hvalpen i munden. Forskellige racer har forskellige bid, men tjek især hjørnetænderne. De fleste racer skal have et såkaldt ”saksebid”. Hvis underkæben f.eks. er for smal, vil de små hjørnetænder stikke ind i ganen.
Vi ser rigtig mange små racer, som skal have deres mælketænder opereret ud, for at forsøge at rette op på bidet, så de blivende tænder kommer ud hvor de skal.

Kig i sundhedsbogen når du skal købe hvalp

Hvalpen er vaccineret og sundhedsundersøgt af en dyrlæge lige omkring 8 ugers alderen. Kig sundhedsbogen igennem. Er der punkter hvor dyrlægen har lavet en anmærkning, så snak med avler om hvordan du forholder dig, hvis anmærkningen ikke normaliseres. Husk at når du køber en hvalp i Danmark, er du dækket af købeloven 
uanset om hvalpen har stamtavle eller ej.

Illegal hundehandel

Mange hunde, som sælges via Gul og Gratis og den Blå Avis, kommer fra hunde-fabrikker i Østeuropa. Her er hvalpene vokset op under usle forhold og er ofte taget alt for tidligt fra deres mor. Mange af disse hvalpe er i mistrivsel og er syge eller har skavanker der vil præge dem resten af deres liv. Læs også artiklen fra den Danske Dyrlægeforening om import af illegale hvalpe om hvorfor du ikke skal købe en sådan hvalp.

Her giver vi dig nogle simple råd, så du undgår at falde i fælden og købe en illegal hvalp.

  • Se moderdyret når du køber hvalp
  • Besøg avler hjemme hvor hvalpene er vokset op
  • Køb aldrig en hvalp under 8 uger
  • Tjek at hvalpen er sundhedsundersøgt og vaccineret
  • Tjek at hvalpen er chippet og registreret i Dansk Hunderegister
  • Køb aldrig en hvalp hvis du er i tvivl – Har du mistanke om, at der foregår noget ulovligt, eller ser du hunde, som er vanrøgtet eller ikke har det godt, skal du reagere på det. Kontakt politiet eller ring til Dyrenes Vagtcentral på 1812.

Vi håber disse råd vil være med til at sikre dig en rigtig dejlig hvalp og mange glæder de næste mange år! Glæd dig!

Gode råd til hvalpeejere

Børn og hunde

Fodring af hundehvalpe