FAQ – artikler

FAQ - artikler

Ofte stillede spørgsmål

Akutte situationer og nødstilfælde

Hvis din hund bliver stukket af en bi eller hveps, er det vigtigt at handle hurtigt for at lindre smerten og holde øje med eventuelle allergiske reaktioner. Følg disse trin:

  1. Fjern brodden: Hvis brodden stadig sidder i huden, skal den fjernes forsigtigt. Undgå at bruge en pincet, da det kan presse mere gift ud. Skrab i stedet brodden af med en negl eller kanten af et kreditkort.
  2. Lindre smerten: Lav et koldt omslag med is eller en kold klud og påfør det på stikstedet for at reducere hævelse og smerte.
  3. Neutraliser giften: En pasta af bagepulver og vand kan påføres stikket for at lindre ubehaget.
  4. Forhindre slikning: Sørg for, at din hund ikke slikker eller bider i stikket, da det kan forværre irritationen. En krave kan være nødvendig.
  5. Observer din hund: Hold øje med din hund for tegn på en alvorlig allergisk reaktion. Kontakt altid dyrlægen, hvis du er i tvivl, eller hvis din hund udviser tegn på en kraftig reaktion.

Kilde: Når din hund bliver stukket af en bi eller hveps

De fleste hunde vil kun opleve en mild lokal reaktion som smerte og hævelse ved stikstedet. Nogle hunde kan dog udvikle en alvorlig allergisk reaktion (anafylaktisk chok), som kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp. Vær opmærksom på følgende symptomer:

  • Lokal reaktion: Rødme, hævelse og ømhed omkring stikket.
  • Systemisk reaktion (nældefeber): Små buler eller knopper, der opstår på hele kroppen.
  • Angioødem: En mere udtalt hævelse, ofte i hovedet, omkring øjne og mund, hvilket kan give hunden et “flodhestehoved”.
  • Anafylaktisk chok (alvorlig):
    • Voldsom hævelse, især i ansigt og svælg, som kan føre til vejrtrækningsbesvær.
    • Opkast og diarré.
    • Hurtig og svag puls.
    • Blege gummer.
    • Svaghed og kollaps.

Hvis du observerer tegn på en systemisk reaktion eller anafylaktisk chok, skal du straks søge dyrlæge.

Kilde: Når din hund bliver stukket af en bi eller hveps

Ja, alle former for druer, rosiner, solbær og sultanaer er giftige for både hunde og katte. Selv små mængder kan forårsage alvorlig og akut nyresvigt. Det er endnu ikke præcist kendt, hvilket stof i frugterne der forårsager forgiftningen, og reaktionen kan variere fra dyr til dyr.

Symptomer på rosinforgiftning:

  • Opkastning
  • Diarré
  • Mavesmerter
  • Manglende appetit
  • Træthed
  • Øget tørst og urinering (tidlige tegn på nyresvigt)

Symptomerne kan opstå inden for 6 timer, og nyresvigt kan udvikle sig op til 72 timer efter indtagelse.

Hvad skal du gøre?

Hvis du har mistanke om, at dit kæledyr har spist rosiner eller druer, skal du straks kontakte din dyrlæge eller dyrlægevagten. Det er afgørende at handle hurtigt, da der ikke findes en modgift. Behandlingen består i at fremkalde opkastning for at tømme mavesækken og efterfølgende understøttende behandling for at beskytte nyrerne.

Kilde: Rosinforgiftning hos hunde og katte

En byld hos en kat er en almindelig følge af et bidsår fra en slåskamp. Kattens mundflora indeholder mange bakterier, som kan forårsage en alvorlig infektion, når de overføres til et sår. En byld er en indkapslet samling af pus under huden, som kan være meget smertefuld for katten.

Symptomer på en kattebyld:

  • Sløvhed og nedsat appetit.
  • Feber (varme ører og bug).
  • En blød, øm hævelse eller bule under huden.
  • Eventuelt et sår, hvor der siver pus ud.

Hvad skal du gøre?

  1. Kontakt dyrlægen: Det er vigtigt at få en byld behandlet af en dyrlæge. Ubehandlet kan infektionen sprede sig og gøre katten meget syg.
  2. Rensning og dræning: Dyrlægen vil typisk åbne bylden, så pusset kan komme ud, og rense såret grundigt. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at anlægge et dræn for at holde såret åbent og sikre, at det heler indefra og ud.
  3. Antibiotika: Katten vil i nogen tilfælde blive sat i behandling med antibiotika for at bekæmpe infektionen.
  4. Hjemmepleje: Følg dyrlægens anvisninger for sårpleje derhjemme. Det er vigtigt at forhindre katten i at slikke på såret, da det kan forværre infektionen. En krave kan være nødvendig.

Kilde: Kattebyld og bid

Mange almindelige haveplanter kan være giftige for kæledyr, og det er vigtigt at være opmærksom på, hvad der vokser i haven og i hjemmet. Især nysgerrige hvalpe og killinger er i farezonen.

Almindelige giftige planter inkluderer:

  • Løgplanter: Dette er en af de hyppigste årsager til forgiftning. Hele planten er giftig, men giften er mest koncentreret i løget. Eksempler inkluderer:
    • Tulipaner
    • Påskeliljer
    • Vintergækker
    • Hyacinter
  • Anemoner: Hele planten er giftig.
  • Taks: Hele planten, især nåle og frø, er ekstremt giftig og kan være dødelig.
  • Rhododendron: Hele planten er giftig.
  • Liljer: Især farlige for katte, hvor selv små mængder kan forårsage alvorlig nyresvigt.

Symptomer på planteforgiftning:

Symptomerne varierer afhængigt af planten og den indtagne mængde, men kan omfatte:

  • Savlen, opkastning og diarré
  • Nedsat appetit og sløvhed
  • Vejrtrækningsproblemer
  • Kramper
  • Påvirkning af hjerte, lever eller nyrer

Hvad skal du gøre?

Hvis du har mistanke om, at dit kæledyr har spist en giftig plante, skal du straks kontakte din dyrlæge eller dyrlægevagten. Tag gerne en del af planten med, så dyrlægen kan identificere den. Hurtig behandling er afgørende, da der sjældent findes en specifik modgift.

Kilder: Forår i luften – mange løgplanter er giftige for hunde og katte, Taks og hunde – en farlig cocktail

Symptombaserede vejledninger

Når en kat mister appetitten, er det næsten altid et tegn på, at den er syg. I modsætning til hunde, kan katte hurtigt blive alvorligt syge, hvis de ikke spiser. Hvis din kat ikke har spist i mere end et døgn, bør du kontakte en dyrlæge. Der kan være mange årsager til, at en kat holder op med at spise:

  • Tandsygdomme: Smerter i munden på grund af tandproblemer som den udbredte og smertefulde sygdom Tandresorption (TR), knækkede tænder eller infektioner kan gøre det smertefuldt for katten at spise.
  • Mave-tarm-problemer: Kvalme som følge af tarmbetændelse, parasitter, infektion i bugspytkirtlen, fremmedlegemer eller andre mave-tarm-lidelser kan fjerne appetitten.
  • Nyresygdom: Især hos ældre katte er nyresygdom en almindelig årsag til kvalme og nedsat appetit.
  • Andre årsager: Stress på grund af ændringer i hjemmet, introduktion af nyt foder, køresyge eller endda depression kan også føre til, at en kat ikke vil spise.

Da der er så mange mulige årsager, er det vigtigt at få katten undersøgt af en dyrlæge for at finde den præcise årsag og iværksætte den rette behandling.

Kilde: Hvorfor vil min kat ikke spise?

Ved mild og ukompliceret diarré og opkast hos en ellers rask hund, er der flere ting, du selv kan gøre for at hjælpe din hund med at få ro i mave-tarm-systemet. Diarré er et symptom, ikke en sygdom i sig selv, og kan skyldes mange ting, f.eks. virus, bakterier eller indtagelse af noget uhensigtsmæssigt.

Hjemmebehandling af ukompliceret diarré og opkast:

  1. Faste: Lad hundens mave-tarm-kanal få ro ved at faste den i op til 24 timer. Hunden skal have adgang til frisk vand i denne periode.
  2. Skånekost: Efter fasten introduceres en letfordøjelig skånekost i små, hyppige portioner. Du kan enten købe en færdiglavet skånekost hos dyrlægen eller lave den selv. En hjemmelavet skånekost kan bestå af kogt kylling eller lys fisk blandet med kogte ris.
  3. Fortsæt med skånekost: Fortsæt med at give skånekost i mindst to dage, efter afføringen er blevet normal igen.
  4. Gradvis overgang til normalt foder: Når maven er stabil, kan du gradvist blande hundens normale foder i skånekosten over et par dage for at undgå et tilbagefald.
  5. Kosttilskud: Produkter, der genopretter en sund tarmflora (probiotika), som f.eks. Sustain, Pro-Kolin eller Zoolac, kan hjælpe med at normalisere tarmfunktionen hurtigere. Disse kan købes i håndkøb hos dyrlægen.

Hvornår skal du kontakte dyrlægen?

Det er vigtigt at kontakte dyrlægen, hvis:

  • Hunden er nedstemt eller har feber.
  • Der er blod i opkast eller afføring.
  • Opkastningerne er hyppige og vedvarende (mere end 2-3 gange dagligt).
  • Diarréen fortsætter i mere end et par dage trods skånekost.
  • Det drejer sig om en hvalp eller en ældre hund.

Kilde: Når min hund får diarré

Når en hund “kører på enden” ved at gnubbe rumpen mod gulvet, er det et tegn på kløe eller irritation i analregionen. Den mest almindelige årsag til denne adfærd er problemer med analkirtlerne (også kaldet analsække).

Analkirtlernes funktion:

Hunde har to små kirtler placeret på hver side af endetarmsåbningen. Disse kirtler producerer et ildelugtende sekret, som normalt tømmes, når hunden har afføring. Sekretet fungerer som en duftmarkering over for andre hunde.

Årsager til problemer med analkirtlerne:

  • Overfyldte analkirtler: Hvis kirtlerne ikke tømmes korrekt, kan sekretet hobe sig op og blive tykt, hvilket forårsager ubehag og kløe. Dette kan ske, hvis hunden har haft tynd mave, da afføringen så ikke presser tilstrækkeligt på kirtlerne.
  • Analkirtelbetændelse: Hvis de overfyldte kirtler ikke bliver tømt, kan der opstå en infektion. Dette kan føre til en smertefuld byld, som kan bryde igennem huden ved siden af anus.

Andre årsager til, at en hund kører på enden:

Selvom problemer med analkirtlerne er den hyppigste årsag, kan adfærden også skyldes:

  • Indvoldsorm (især bændelorm)
  • Allergier
  • Hudproblemer omkring anus

Hvad skal du gøre?

Hvis din hund ofte kører på enden, er det en god idé at få den undersøgt af en dyrlæge. Dyrlægen kan tømme analkirtlerne og undersøge, om der er tegn på infektion eller andre problemer, der kræver behandling. Nogle hunde har brug for at få tømt deres analkirtler regelmæssigt.

Kilde: Når hunden “kører på enden”

Binyrebarkhormon (også kendt som kortison, steroider eller præparater som Prednisolon) er et potent lægemiddel, der bruges til at behandle en lang række sygdomme hos kæledyr, herunder allergier, autoimmune sygdomme og betændelsestilstande. Selvom det er et effektivt middel, er der også en række almindelige bivirkninger, som er vigtige at kende til.

Almindelige bivirkninger ved behandling med binyrebarkhormon:

  • Øget tørst og urinering: Dette er en af de mest almindelige bivirkninger. Du vil måske opleve, at din hund eller kat drikker mere end normalt og derfor også skal tisse oftere.
  • Øget appetit: Mange dyr bliver mere sultne, når de er i behandling med binyrebarkhormon.
  • Ændringer i adfærd: Nogle dyr kan blive mere rastløse eller halsende.

Disse bivirkninger er dosisafhængige, hvilket betyder, at de er mere udtalte ved højere doser og typisk forsvinder, når behandlingen stoppes eller dosis reduceres.

Vigtigt ved behandling med binyrebarkhormon:

  • Følg altid dyrlægens anvisninger: Det er afgørende at følge den ordinerede dosis og behandlingsplan nøje.
  • Stop aldrig brat: Behandlingen må aldrig afbrydes pludseligt uden en nedtrapningsplan i samråd med dyrlægen. Et brat stop kan forårsage alvorlige, potentielt livstruende komplikationer.
  • Kombiner ikke med anden medicin uden aftale: Binyrebarkhormon bør ikke gives sammen med smertestillende medicin af NSAID-typen (f.eks. Rimadyl, Metacam), da det øger risikoen for mavesår.

Kilde: Når mit dyr får binyrebarkhormon

Hos de fleste tæver starter den første løbetid omkring 7-9 måneders alderen. Hos små racer lidt tidligere end hos store racer. Alderen kan dog variere, og det er ikke ualmindeligt, at en stor hund først kommer i sin første løbetid, når den er omkring 12-18 måneder.

Forløbet af løbetiden:

Løbetiden varer ca. 3 uger, men kan også variere i længde. En god indikator for, hvornår hunden er tæt på sin løbetid, er hanhundene; de snuser tæven bagtil og lader hende vide, at hun er ganske interessant. Desuden svulmer den ellers så lille og indfaldne skede op til 2-4 gange normal størrelse.

I den første halvdel af løbetiden bløder hunden med frisk, højrødt blod. De fleste tæver er gode til at holde sig selv og omgivelserne rene, mens andre er knap så ihærdige. Her kan man udstyre hunden med en “løbetidstrusse”.

I den sidste halvdel af løbetiden, hen imod ægløsningen, aftager blødningen, og sekretet bliver mere klart og vandigt. Ægløsningen finder typisk sted mellem dag 12 og 14, men også her er der store variationer.

Vigtige oplysninger:

  • Ingen menopause: Hunhunden kommer i løbetid hele livet og indtræder altså ikke i en menopause som kvinder gør.
  • Risiko hos ældre tæver: Det er ikke ualmindeligt, at en løbetid hos ældre tæver kan efterfølges af en livmoderbetændelse. Symptomer kan være øget tørst, sløvhed, nedsat appetit og flåd fra skeden. Du skal være opmærksom på, at din tæve godt kan have livmoderinfektion selvom der ikke kommer flåd fra skeden.
  • Pseudodrægtighed: Alle tæver undergår de samme hormonelle forandringer efter en løbetid – uanset om de er drægtige eller ej. Derfor kan nogle tæver blive “indbildsk gravide”.

De fleste tæver kommer i løbetid hver 6. måned, men der er stor variation, og nogle er måske kun i løbetid en gang om året.

Kilde: Tæver og løbetid

Hotspot, også kaldet “retriever eksem” eller “våd eksem”, er en akut opstået, overfladisk hudbetændelse, der væsker og kan være meget smertefuld. Tilstanden breder sig med lynets hast og er især almindelig i sommermånederne.

Hvad forårsager hotspot?

Årsagen til hudbetændelsen er oftest Staphylococcer, en bakterie som er en del af hudens normalflora, men som under de rette betingelser kan udløse betændelse. Der er ofte tale om et underliggende problem, som har udløst kløen. Når hunden begynder at kradse og bide sig, ødelægges hudens normale beskyttende hudlag.

Almindelige udløsende faktorer:

  • Allergi eller lopper, der forårsager kløe
  • Ørebetændelse
  • Små sår eller rifter i huden
  • Fugtig pels efter badning (især hos hunde med tæt underpels)
  • Varme og fugtighed, som giver gode vækstbetingelser for bakterier

Symptomer:

  • Pludselig opstået, vådt og smertefuldt sår
  • Hurtigt voksende område med hårtab
  • Klistret pels omkring såret
  • Hunden er urolig og vil ikke lade området røre
  • Ofte lokaliseret på hoved, hals eller hofter

Behandling:

Først og fremmest er det vigtigt at reagere hurtigt.

Førstehjælp: – Klip pelsen omkring såret – Rens huden med klorhexidin – Giv hunden en krave på, så den ikke kan slikke eller kradse i området

Dyrlægebehandling: – Ofte er de nødvendigt st give patienten beroligende medicin for at kunne behandle området da det gør ondt – Grundig klipning og rensning – Kløestillende midler og i enkelte tilfælde antibiotika – Terapeutisk laserbehandling har en rigtig god effekt på såret

Forebyggelse:

  • Plej pelsen – red den fri for løse hår i fældningsperioden
  • Klip tæt pels ned i sommermånederne
  • Forebyg lopper og flåter
  • Tør pelsen grundigt efter badeture
  • Giv omega-3 fedtsyrer som kosttilskud

Kilde: Hotspot – en hyppig hudlidelse om sommeren

Ørebetændelse hos hunde kan være frustrerende, da det ofte er de samme hunde, der rammes igen og igen. Et sundt øre er rent, kun let fedtet uden en masse synligt ørevoks eller snavs. Øret er selvrensende, så rutinemæssig rens kan faktisk forstyrre ørets normale balance.

Symptomer på ørebetændelse:

  • Rysten på hovedet
  • Gnubber ørerne over gulv/møbler
  • Klør sig bag ørerne med poterne
  • Skæv hovedholdning
  • Flåd fra øret – det kan være ildelugtende, brunt, grønligt eller sort
  • Varme og røde ører

Hvorfor får nogle hunde gentagne øreproblemer?

Allergi: Øregangen er dannet som en indkrængning af huden, hvilket betyder, at dyr med hudproblemer ofte også har øreproblemer. Allergi er en hyppig årsag til gentagne ørebetændelser.

Anatomiske forhold: Nogle racer har øregange, der vanskeliggør ordentlig udluftning og giver gode vækstbetingelser for bakterier og svampe.

Fremmedlegemer: Især græsagn kan glide ned i øret og irritere, hvilket efter nogle dage skaber en infektion.

Parasitter: Unge dyr kan få øremider, som giver sort, størknet sekret, der ligner kaffegrums.

Vand i ørerne: Nogle hunde får øreproblemer efter svømning, mens andre faktisk får pænere ører om sommeren, hvor de svømmer meget i havet.

Behandling:

Dyrlægen bruger et otoscop til at undersøge øret og trommehinden. Der tages ofte en prøve for at skelne mellem svampe- og bakterieinfektioner. Øret skal renses fri for voks og betændelse, før behandling påbegyndes.

Forebyggelse:

  • Undgå rutinemæssig ørerens, medmindre dyrlægen anbefaler det
  • Tør ørerne efter svømning, hvis din hund er disponeret for øreproblemer
  • Behandl underliggende allergier
  • Søg hjælp tidligt – jo længere man venter, jo sværere bliver øret at behandle

Kilde: Ørebetændelse hos hund

Poter og bevægeapparatsproblemer

Græsagn (også kaldet græsaks) er et typisk sommerproblem for mange hunde, især dem med lang pels. Disse små, skarpe plantedele har modhager, som gør, at de kan bore sig ind i huden og kun bevæge sig én vej – indad. De sætter sig ofte mellem tæerne, i ørerne eller under øjenlågene eller i næsen.

Symptomer på græsagn:

  • I poten: Hunden vil ofte slikke intensivt på poten, halte og virke øm. Der kan opstå en rød, hævet byld mellem tæerne.
  • I øret: Hunden vil ryste på hovedet, klø sig i øret og holde hovedet på skrå.
  • I øjet: Hunden vil knibe øjet sammen, og der kan være flåd fra øjet.
  • I næsen: Hunden vil pludselig begynde at fnyse/nyse

Hvad skal du gøre?

  1. Forebyggelse: Den bedste behandling er forebyggelse. Gennemgå din hunds pels grundigt efter hver gåtur, især omkring poter, ører og øjne. Klip pelsen kort omkring poterne og ørerne for at gøre det sværere for græsagnene at sætte sig fast.
  2. Fjernelse: Hvis du opdager et græsagn, der endnu ikke har boret sig helt ind, kan du forsigtigt fjerne det med en pincet. Hvis agnet allerede er trængt ind i huden, eller hvis der er tegn på infektion (hævelse, rødme, pus), skal du kontakte dyrlægen.
  3. Dyrlægebehandling: Dyrlægen vil ofte give hunden noget beroligende og i lokalbedøvelse åbne bylden for at fjerne græsavnet. Det er vigtigt at få det fjernet, da det ellers vil fortsætte med at vandre ind i vævet og skabe en kronisk infektion. Efterfølgende behandling vil typisk bestå af smertestillende medicin og eventuelt en potesok eller forbinding for at forhindre hunden i at slikke på såret.

Kilde: Hunde med græsavn i poter og ører

At en hund slikker sine poter er en normal adfærd for at holde dem rene. Men hvis din hund slikker eller bider sine poter overdrevent meget, er det ofte et tegn på et underliggende problem, der forårsager kløe eller smerte. Der kan være mange årsager til, at en hund udvikler denne adfærd:

  • Allergi: En af de mest almindelige årsager til poteslikning er allergi. Det kan være foderallergi eller miljøbetingede allergier (atopi) over for f.eks. pollen, husstøvmider eller skimmelsvamp. Allergien forårsager kløe, og poterne er et af de steder, det ofte går ud over.
  • Hudinfektion: En overvækst af bakterier eller svampe (især gærsvampen Malassezia) i huden mellem trædepuderne kan give intens kløe og en karakteristisk sur lugt (ofte beskrevet som “ostepops”). Fugtige poter skaber et ideelt miljø for disse mikroorganismer.
  • Fremmedlegemer: Småsten, torne, glasskår eller græsagn kan sætte sig fast i poten og forårsage smerte og irritation.
  • Smerter: Smerter fra f.eks. en forstuvning, en knækket klo eller gigt i tæerne kan få hunden til at slikke på det ømme område.
  • Adfærdsbetinget: I sjældne tilfælde kan overdreven poteslikning være en tvangshandling (OCD), der kan være udløst af kedsomhed, stress eller angst.

Hvad skal du gøre?

Det er vigtigt at finde årsagen til problemet. Start med at undersøge poterne grundigt for sår, fremmedlegemer eller tegn på infektion (rødme, hævelse). Hold poterne rene og tørre, og klip pelsen kort mellem trædepuderne. Hvis poteslikningen fortsætter, bør du kontakte en dyrlæge for at få stillet en præcis diagnose og iværksat den rette behandling. Det er en skrøne, at hundens spyt renser sår – tværtimod kan det forværre en infektion.

Kilde: Problemer med poterne

En knækket eller flækket negl er en smertefuld oplevelse for en hund og kræver ofte et besøg hos dyrlægen for at undgå infektion og sikre korrekt heling. Hunde kan knække en negl ved at hænge fast i en rist, under leg eller ved et uheldigt stød.

Hvorfor er det vigtigt at gå til dyrlægen?

En knækket negl er ikke bare en kosmetisk skade. Neglen sidder fast på klobenet, og en skade kan åbne op for, at bakterier kan trænge ind og forårsage en smertefuld infektion i knoglen (osteomyelitis). Afhængigt af hvor højt oppe på neglen bruddet er, vil behandlingen variere.

Behandling hos dyrlægen:

  1. Bedøvelse: Da det er meget smertefuldt at fjerne en knækket negl, vil hunden typisk få en beroligende indsprøjtning og blive lokalbedøvet i tåen.
  2. Fjernelse af neglen: Dyrlægen vil fjerne den løse eller beskadigede del af neglen for at give plads til, at en ny og sund negl kan vokse ud. Hvis bruddet er højt oppe, kan det være nødvendigt at fjerne hele neglen.
  3. Rensning og forbinding: Efter fjernelse af neglen vil området blive renset grundigt, og poten vil blive lagt i en forbinding. Forbindingen beskytter det blottede og følsomme område, mindsker smerte og forhindrer hunden i at slikke på såret, hvilket kan forværre infektionen.
  4. Smertebehandling og opfølgning: Hunden vil blive sendt hjem med smertestillende medicin. En ny negl vil typisk vokse ud i løbet af 1-2 måneder.

Forebyggelse:

Regelmæssig klipning af hundens kløer kan hjælpe med at forebygge, at de bliver for lange og dermed mere udsatte for at knække. Vær især opmærksom på vildt- og ulvekløer, da disse ikke slides naturligt.

Kilde: Når hunden knækker en negl

Vintervejret med sne, is og vejsalt kan være hårdt for en hunds poter. Saltet kan svie i små revner, og det kolde, våde underlag kan føre til tørre og sprukne trædepuder. Med den rette pleje kan du dog nemt beskytte din hunds poter og sikre, at gåturene forbliver en fornøjelse.

Gode råd til potepleje om vinteren:

  1. Potevoks før turen: Smør et lag potevoks på hundens trædepuder, inden I går ud. Voksen danner en beskyttende hinde, der afviser vand, sne og salt. Mange typer potevoks indeholder også plejende ingredienser, der hjælper med at holde poterne smidige.
  2. Klip pelsen mellem trædepuderne: Hvis din hund har lang pels mellem tæerne, er det en god idé at klippe den kort. Det forhindrer, at sne og is klumper sig sammen og danner smertefulde isklumper.
  3. Skyl poterne efter turen: Når I kommer hjem, skal du vaske hundens poter i lunkent vand for at fjerne salt og snavs. Tør poterne grundigt bagefter for at undgå, at der opstår fugt og irritation mellem tæerne.
  4. Brug potesalve efter behov: Hvis trædepuderne alligevel bliver tørre og sprukne, kan du bruge en fed potesalve til at pleje dem. Vælg en salve, der er beregnet til hunde.
  5. Overvej hundesko: Til hunde med meget sarte poter eller ved gåture i områder med meget salt kan hundesko være en god løsning for at give optimal beskyttelse.

Kilde: Hold hunden varm og glad i vinterkulden

Halthed er i sig selv et tydeligt tegn på, at en hund har smerter. Hunde er dog mestre i at skjule smerte, og derfor er det ikke altid, at de viser det lige så tydeligt som mennesker. Udover halthed er der en række andre, mere subtile tegn på smerte, som du som ejer bør være opmærksom på:

Adfærdsændringer:

  • Nedsat aktivitet: Hunden vil måske ikke lege, gå tur eller hoppe op i møbler, som den plejer.
  • Ændret sovemønster: Hunden sover mere end normalt eller har svært ved at finde ro.
  • Ændret appetit: Nedsat eller manglende appetit.
  • Social tilbagetrækning: Hunden trækker sig fra kontakt med familien eller andre dyr.
  • Aggressivitet eller irritabilitet: Hunden knurrer, snapper eller viser tænder, når man rører ved det ømme område eller generelt er mere pirrelig.
  • Overdreven slikning eller gnavning: Hunden slikker eller bider sig intensivt på et bestemt område af kroppen.
  • Vokalisering: Hunden piber, hyler eller klynker, især ved bevægelse.

Fysiske tegn:

  • Stivhed: Hunden har svært ved at rejse sig eller lægge sig og bevæger sig stift, især efter hvile.
  • Hævelse: Det smertefulde område kan være hævet.
  • Muskelsvind: Ved kroniske smerter kan musklerne i det berørte område blive mindre.
  • Ændret kropsholdning: Hunden kan stå eller sidde på en unormal måde for at aflaste det smertefulde område.

Hvis du har mistanke om, at din hund har smerter, er det vigtigt at få den undersøgt af en dyrlæge for at finde årsagen og iværksætte den rette behandling. Moderne smertebehandling, som f.eks. laserterapi, kan være en effektiv måde at lindre smerter og fremme heling ved både akutte og kroniske lidelser som gigt og skader.

Kilde: Laserterapi til hund og kat

Parasitter og forebyggende behandling

Lopper og flåter er ikke kun en gene for dit kæledyr; de kan også overføre sygdomme. Derfor er det vigtigt at beskytte både hunde og katte med effektiv forebyggende behandling, især i flåtsæsonen, som typisk strækker sig fra tidligt forår til sent efterår.

Effektiv forebyggelse:

Den mest effektive måde at beskytte dit kæledyr på er ved at bruge et af de anerkendte loppe- og flåtmidler, som fås hos dyrlægen. Der findes flere forskellige typer produkter, så du kan vælge den løsning, der passer bedst til dig og dit kæledyr:

  • Tyggetabletter (til hunde): En velsmagende tablet, der gives til hunden og beskytter mod både lopper og flåter i 1 til 3 måneder. Dette er en nem og effektiv løsning, som sikrer, at hunden er beskyttet indefra.
  • 1-årig Injektion (til hunde) Dette er en nem og effektiv løsning, som sikrer, at hunden er beskyttet indefra. Denne injektion kan gives fra hunden er ét år og behandlingen varer som sagt et helt år
  • Spot-on præparater (til hunde og katte): En væske, der dryppes i nakken på dyret, hvor det ikke kan slikke det af. Væsken fordeler sig i hudens fedtlag og beskytter mod lopper og flåter i typisk 4 uger.
  • Halsbånd (til hunde og katte): Et specialdesignet halsbånd, der afgiver en aktiv substans, som beskytter mod lopper og flåter i op til 8 måneder.

Hvorfor er forebyggelse vigtigt?

  • Lopper: En enkelt loppe kan hurtigt blive til et stort problem, da den lægger mange æg, som udvikler sig til nye lopper i hjemmet. Loppeangreb kan forårsage intens kløe, hudproblemer og allergi.
  • Flåter: Flåter kan overføre alvorlige sygdomme som Borreliose og Anaplasmose. Selvom risikoen for smitte er lille, hvis flåten fjernes inden for 24 timer, er det sikreste at forhindre, at den overhovedet bider sig fast.

Tal med din dyrlæge om, hvilket produkt der er det bedste valg for dit kæledyr, baseret på dets race, alder, livsstil og eventuelle helbredsproblemer.

Kilde: Flåter hos hunde

Ræveskab er en meget smitsom og stærkt kløende hudsygdom, der skyldes en lille mide (Sarcoptes scabiei), som graver gange i hundens hud. Sygdommen ses især i vintermånederne, hvor rævene parrer sig og smitter hinanden.

Symptomer på ræveskab:

Det primære symptom er en intens og voldsom kløe, som ofte starter på albuer, haser og ørerande, men kan sprede sig til hele kroppen. Kløen er så voldsom, at hunden kradser og bider sig selv til blods, hvilket fører til:

  • Hårtab og “mølædt” pels
  • Skældannelse, skorper og sår
  • Sekundær hudbetændelse

Ubehandlet vil hunden blive udmattet af den konstante kløe og mangel på søvn.

Hvordan smitter ræveskab?

Ræveskab er meget smitsomt og kan overføres på flere måder:

  • Direkte kontakt: Ved kontakt med en smittet ræv eller hund.
  • Indirekte kontakt: Hunden kan blive smittet ved at rulle sig eller opholde sig på steder, hvor en smittet ræv har været. Miden kan overleve i omgivelserne i et par dage, især i koldt og fugtigt vejr.

Smitter ræveskab til mennesker?

Ja, ræveskab er en zoonose, hvilket betyder, at den kan smitte til mennesker. Miden kan dog ikke formere sig på mennesker, og kløen vil derfor typisk forsvinde af sig selv i løbet af 7-10 dage. Katte kan i sjældne tilfælde også blive smittet.

Behandling:

Hvis du har mistanke om ræveskab, skal du kontakte din dyrlæge. Diagnosen stilles ud fra symptomerne og kan bekræftes ved et hudskrab eller en blodprøve. Behandlingen er i dag nem og effektiv og består typisk af et spot-on præparat eller tabletter. Det er vigtigt at behandle alle hunde i husstanden.

Kilde: Når hunden får ræveskab

Indvoldsorm, især spolorm, er meget almindeligt hos både hunde og katte, og de fleste kæledyr vil blive smittet på et eller andet tidspunkt i deres liv. Hvalpe og killinger er særligt udsatte, da de kan blive smittet af deres mor allerede i fosterstadiet eller via modermælken.

Symptomer på indvoldsorm:

Det er ikke altid, at man kan se tegn på, at et dyr har orm. Voksne dyr kan have en mild infektion uden at vise symptomer. Hos unge dyr eller ved kraftige infektioner kan man dog se følgende tegn:

  • Opkast og diarré: Vedvarende mave-tarm-problemer kan være et tegn på orm.
  • Vægttab og dårlig trivsel: Selvom dyret spiser normalt, kan det tabe sig og se utriveligt ud.
  • Kedelig og pjusket pels: Pelskvaliteten kan blive påvirket.
  • “Ormemave”: Især hvalpe og killinger kan få en udspilet, rund mave.
  • Hoste: Visse typer orm (f.eks. lungeorm) kan forårsage hoste.
  • Synlige orm: I nogle tilfælde kan man se levende orm, der ligner spaghetti, i dyrets opkast eller afføring.

Hvordan stilles diagnosen?

Hvis du har mistanke om, at dit kæledyr har orm, kan du få det undersøgt hos dyrlægen. Dyrlægen kan undersøge en afføringsprøve under mikroskop for at se, om der er ormeæg til stede. Da ormekure er receptpligtige, er det vigtigt at få stillet en korrekt diagnose for at sikre den rette behandling og undgå unødig medicinering.

Behandling og forebyggelse:

Behandling af orm er simpel og effektiv og består typisk af en tablet- eller mixturkur. Det er især vigtigt at følge et fast ormekursprogram for hvalpe og killinger for at bryde smittecyklussen. Tal med din dyrlæge om den bedste strategi for dit kæledyr.

Kilde: Spolorm hos hund og kat

Hjerteorm og lungeorm er to forskellige, men beslægtede, parasitter, der kan give alvorlig sygdom hos hunde. Begge typer orm er udbredt i Danmark, især i Nordsjælland og hovedstadsområdet. Selvom de ofte nævnes sammen, er der tale om to forskellige sygdomme med forskellige symptomer og alvorlighedsgrad.

Smittevej:

Begge typer orm har snegle som mellemvært. En hund bliver smittet ved at spise en inficeret snegl eller ved at slikke på overflader, hvor en snegl har efterladt sin slim. Ræve er hovedvært for begge parasitter og er med til at opretholde smittepresset i naturen.

Fransk Hjerteorm (Angiostrongylus vasorum):

  • Symptomer: Hjerteorm er den mest alvorlige af de to. Symptomerne kan være diffuse og variere meget, men de mest almindelige er:
    • Hoste (især ved anstrengelse)
    • Nedsat udholdenhed og træthed
    • Vægttab og nedsat appetit
    • Blødningsforstyrrelser (f.eks. næseblod, blod i afføring/urin, blødninger i huden)
    • Neurologiske symptomer (sjældent)
  • Diagnose: Stilles ved en blodprøve (hurtigt svar) eller ved at undersøge afføringsprøver over tre dage.

 

Rævens Lungeorm (Crenosoma vulpis):

  • Symptomer: Lungeorm er generelt mindre farlig end hjerteorm. Det primære symptom er en vedvarende, tør hoste, som kan forværres ved motion. Hunden er typisk upåvirket i sin almentilstand. Der kan ligeledes ses flåd fra næsen.
  • Diagnose: Stilles ved at undersøge afføringsprøver over tre dage.

Da symptomerne kan være uspecifikke, er det vigtigt at få sin hund testet, hvis man har mistanke om smitte. Tidlig diagnose og behandling er afgørende for at undgå varige skader.

Kilde: Hjerteorm hos hund

Koprofagi, adfærden hvor en hund spiser sin egen eller andre dyrs afføring, er en adfærd, der er frastødende for de fleste hundeejere. Selvom det kan virke ulækkert, er det ikke en helt unormal adfærd for hunde. Årsagerne kan være mange og kan variere fra medicinske til adfærdsmæssige problemer.

Mulige årsager til koprofagi:

  • Adfærdsmæssige årsager:
    • Tillært adfærd: Hvalpe kan lære adfærden fra deres mor, som spiser hvalpenes afføring for at holde reden ren. Det kan også være en adfærd, der er opstået ved et tilfælde og er blevet en vane.
    • Kedsomhed og understimulering: En hund, der keder sig eller er alene i mange timer, kan begynde at spise afføring som en form for adspredelse.
    • Stress og angst: Adfærden kan være en reaktion på stress eller angst, f.eks. i forbindelse med separationsangst.
    • Opdragelse: Hårdhændet renlighedstræning, hvor hvalpen bliver straffet for uheld indendørs, kan føre til, at den spiser sin afføring for at skjule “beviserne”.
  • Medicinske årsager:
    • Ernæringsmæssige mangler: Selvom det er sjældent med moderne fuldfoder, kan mangel på visse næringsstoffer teoretisk set føre til koprofagi.
    • Fordøjelsesproblemer: Sygdomme, der påvirker fordøjelsen og optagelsen af næringsstoffer, såsom bugspytkirtelinsufficiens (EPI), kan føre til, at hunden spiser afføring for at få de næringsstoffer, den mangler.
    • Parasitter: En kraftig infektion med indvoldsorm kan påvirke næringsoptagelsen.

Hvad kan du gøre?

  1. Få hunden undersøgt af en dyrlæge: Det er vigtigt at udelukke eventuelle medicinske årsager til adfærden.
  2. Fjern afføring med det samme: Den mest effektive måde at stoppe adfærden på er at fjerne fristelsen. Saml altid op efter din hund med det samme.
  3. Aktivering og motion: Sørg for, at din hund får tilstrækkelig mental og fysisk stimulering i løbet af dagen.
  4. Korrekt fodring: Sørg for, at din hund får et højkvalitetsfoder, der dækker dens ernæringsmæssige behov.
  5. Træning: Lær din hund en “lad det være”-kommando, som du kan bruge, når den viser interesse for afføring.

Selvom der ikke findes en specifik artikel om koprofagi på det givne website, er det et almindeligt problem, som dyrlæger ofte bliver spurgt om. Ovenstående råd er baseret på generel veterinærfaglig viden.

Adfærd og trivsel

Nytårsaften og dagene op til kan være en meget stressende periode for hunde, der er bange for de høje lyde og lysglimt fra fyrværkeri. Heldigvis er der meget, du som ejer kan gøre for at hjælpe din hund igennem denne svære tid. Det er vigtigt at starte i god tid, da de bedste resultater opnås ved en kombination af træning og forebyggelse.

Gode råd til at hjælpe en hund med fyrværkeriangst:

  • Træning med lydfiler: Væn gradvist din hund til lyden af fyrværkeri ved at afspille lydfiler (findes f.eks. på YouTube) på lav volumen, mens du afleder hunden med leg eller godbidder. Skru langsomt op for lyden over flere uger.
  • Skab et trygt gemmested: Indret en “hule” til din hund i det mest lydisolerede rum i huset. Det kan være et transportbur dækket med tæpper eller et sted under en seng. Gør hulen hyggelig med hundens tæpper og legetøj.
  • Brug beroligende midler:
    • Kosttilskud og feromoner: Produkter som Zylkene (baseret på mælkeprotein) og Adaptil (syntetiske feromoner) kan have en beroligende effekt og kan købes hos dyrlægen. Start gerne behandlingen i god tid før nytår.
    • Thundershirt: En tætsiddende trøje, der lægger et blidt, konstant tryk på hundens krop, hvilket kan virke beroligende på nervesystemet.
  • På selve nytårsaften:
    • Motion: Gå en lang tur med hunden tidligt på dagen, så den er træt og velstimuleret.
    • Skærm af: Træk gardinerne for, og tænd for musik eller TV for at maskere lydene og lysglimtene udefra.
    • Støt hunden, men undgå at ynke: Vær rolig og nærværende. Du må gerne trøste din hund, men undgå at overøse den med medlidenhed, da det kan forstærke dens angst. Forsøg i stedet at aflede den med leg eller søgeøvelser.
    • Giv aldrig menneskemedicin: Medicin til mennesker kan være giftigt for hunde.
  • Receptpligtig medicin: Hvis din hund er meget angst, kan dyrlægen udskrive receptpligtig angstdæmpende medicin. Kontakt dyrlægen i god tid for at finde den bedste løsning for netop din hund.

Kilde: Skudangst hos hunde og katte

Alene-hjemme-træning er en af de vigtigste discipliner, du skal lære din hvalp for at undgå separationsangst og sikre, at den trives, når den er alene. Nøglen til succes er tålmodighed og gradvis tilvænning. Start træningen så tidligt som muligt, efter hvalpen er faldet til i sit nye hjem.

Grundlæggende principper for alene-hjemme-træning:

  1. Skab en tryg base: Gør hvalpens sovested eller bur til et rart og trygt sted. Giv den godbidder og legetøj i buret, og lad døren stå åben, så den kan gå ind og ud, som den vil. Hvalpen skal forbinde stedet med noget positivt.
  2. Start i det små: Begynd med at forlade hvalpen i meget korte intervaller, mens du stadig er i huset. Gå f.eks. ud af rummet i 30 sekunder og kom så roligt tilbage. Gør ikke noget stort nummer ud af at gå eller komme tilbage.
  3. Øg varigheden gradvist: Når hvalpen er tryg ved de korte adskillelser, kan du begynde at forlade huset. Start med få minutter og øg langsomt varigheden, efterhånden som hvalpen viser, at den kan klare det. Gå kun frem i træningen, når hvalpen er helt rolig.
  4. Sørg for aktivering: Inden du lader hvalpen være alene, skal du sikre dig, at den er godt luftet og mentalt stimuleret. En træt hvalp vil have lettere ved at slappe af.
  5. Giv den noget at lave: Giv hvalpen et sikkert stykke legetøj eller en aktiveringsbold med godbidder i, lige inden du går. Det afleder dens opmærksomhed og skaber en positiv association med at være alene.

Vigtige ting at undgå:

  • Undgå lange, følelsesladede afskeder: Det kan gøre hvalpen mere stresset. Gå roligt og selvsikkert.
  • Straf aldrig hvalpen: Hvis hvalpen har ødelagt noget eller har været urenlig, mens den var alene, er det et tegn på, at træningen er gået for hurtigt frem. Gå et skridt tilbage i træningen.
  • Efterlad ikke en utryg hvalp: Hvis hvalpen piber eller hyler, er du gået for hurtigt frem. Gå tilbage til kortere intervaller, hvor hvalpen kan være tryg.

Alene-hjemme-træning kræver tid og tålmodighed, men det er en investering, der giver pote i det lange løb og sikrer en glad og harmonisk hund.

Kilde: Hvalpe-aftener (emne nævnt)

Ligesom mennesker kan hunde også blive demente, når de bliver ældre. Sygdommen, også kendt som kognitiv dysfunktion, skyldes en gradvis nedbrydning af hjernefunktionen. Det anslås, at omkring 30% af hunde i 11-12 års alderen og op mod 70% af hunde på 15-16 år viser tegn på demens i større eller mindre grad.

Det er vigtigt at skelne mellem normale alderdomstegn og symptomer på demens. Mens et øget søvnbehov og nedsat energi kan være en normal del af at blive ældre, er der en række specifikke adfærdsændringer, der kan indikere demens:

Almindelige symptomer på demens hos hunde:

  • Desorientering: Hunden kan virke forvirret i velkendte omgivelser, stirre tomt ud i luften eller have svært ved at finde rundt i hjemmet.
  • Ændret social interaktion: Hunden ændrer adfærd over for familiemedlemmer. Den hilser måske ikke længere ved døren, trækker sig fra kontakt eller ønsker ikke at blive kælet for.
  • Ændret søvnmønster: Døgnrytmen vender. Hunden sover meget om dagen og vandrer hvileløst rundt om natten.
  • Urenlighed: Hunden glemmer sin renlighedstræning og begynder at tisse eller have afføring indendørs, selvom den lige har været ude.
  • Nedsat hukommelse: Hunden glemmer indlærte kommandoer eller faste rutiner.

Hvad kan du gøre?

Hvis du genkender flere af disse tegn hos din ældre hund, er det en god idé at tale med en dyrlæge. Selvom demens ikke kan helbredes, findes der flere måder at bremse udviklingen og forbedre hundens livskvalitet på. Dette inkluderer:

  • Mental stimulering: Hold hundens hjerne aktiv med nye lege, træning og aktiveringslegetøj.
  • Foder: Specielt seniorfoder med et højt indhold af antioxidanter og omega-3 fedtsyrer kan hjælpe med at beskytte hjernecellerne.
  • Medicin: Dyrlægen kan i nogle tilfælde ordinere receptpligtig medicin, der kan forbedre hjernefunktionen.

Det er vigtigt at huske, at symptomerne også kan skyldes andre sygdomme. En grundig undersøgelse hos dyrlægen er derfor afgørende for at stille den rette diagnose.

Kilde: Demens hos kæledyr

Tandproblemer er en af de mest almindelige lidelser hos hunde. Faktisk anslås det, at over 60% af alle hunde over 3 år har tandsten i en eller anden grad. God mundhygiejne er lige så vigtigt for hunde som for mennesker, ikke kun for at bevare et sundt tandsæt, men for hundens generelle helbred.

Hvorfor er tandpleje vigtigt?

Dårlig mundhygiejne starter med plak, en klæbrig film af bakterier, der sætter sig på tænderne. Hvis plak ikke fjernes, forkalker det og bliver til tandsten. Tandsten irriterer tandkødet og fører til tandkødsbetændelse (gingivitis), som viser sig ved rødt, hævet og blødende tandkød. Ubehandlet kan tandkødsbetændelse udvikle sig til parodontose, en alvorlig tilstand hvor tændernes støttevæv nedbrydes, hvilket fører til løse tænder og tandtab. Desuden kan bakterier fra infektionen i mundhulen spredes med blodet til vitale organer som hjerte, lever og nyrer og forårsage alvorlig sygdom.

Forebyggelse af tandproblemer:

Den gode nyhed er, at du som ejer kan gøre en stor forskel for at forebygge tandproblemer hos din hund:

  • Daglig tandbørstning: Den absolut mest effektive metode er daglig tandbørstning. Brug en blød tandbørste og en speciel hundetandpasta (brug aldrig tandpasta til mennesker). Start tilvænningen, mens hunden er hvalp.
  • Tandrensende foder: Der findes specielt udviklet tørfoder, hvor foderpillerne er designet til at skrabe plak af tænderne, når hunden tygger.
  • Tyggeben og legetøj: Gode, sikre tyggeben kan hjælpe med at rense tænderne mekanisk. Vælg produkter, der er beregnet til formålet.
  • Regelmæssige tandtjek: Få din hunds tænder tjekket af en dyrlæge mindst én gang om året. Dyrlægen kan vurdere, om der er behov for en professionel tandrensning under bedøvelse for at fjerne tandsten over og under tandkødsranden.

Selvom din hund spiser normalt, kan den sagtens have smerter i munden. Vær opmærksom på tegn som dårlig ånde, savlen, besvær med at tygge eller modvilje mod at blive rørt ved munden.

Kilde: Tandproblemer hos hunde

Overvægt er et stigende problem hos kæledyr, og det anslås, at op mod halvdelen af alle danske hunde er enten let eller svært overvægtige. Selvom en lidt buttet hund kan se nuttet ud, udgør overvægt en alvorlig sundhedsrisiko og kan forkorte hundens levetid.

Farerne ved overvægt:

Overvægtige hunde har en markant øget risiko for at udvikle en række livsstilssygdomme, præcis som mennesker. Disse inkluderer:

  • Sukkersyge (Diabetes Mellitus)
  • Hjerte-kar-sygdomme og forhøjet blodtryk
  • Ledproblemer: Ekstra vægt belaster leddene og øger risikoen for slidgigt, korsbåndsskader og diskusprolaps.
  • Nedsat immunforsvar: Overvægtige hunde er mere modtagelige for infektioner.
  • Nedsat livskvalitet og kortere levetid: Overvægt fører til nedsat energi, besværet vejrtrækning og generelt dårligere trivsel.

Hvordan hjælper du din hund med at tabe sig?

Regnestykket er simpelt: der skal færre kalorier ind, end der bliver forbrændt. Et succesfuldt vægttab kræver en kombination af ændret fodring og øget motion.

  1. Få en professionel vurdering: Start med at få din hund vejet hos dyrlægen. Her kan du få en vurdering af din hunds idealvægt og en skræddersyet plan for vægttab. Mange klinikker tilbyder gratis slankekonsultationer.
  2. Vælg det rette foder: Skift til et specielt slankefoder (light-foder). Disse fodertyper har et lavere kalorieindhold, men indeholder stadig alle de nødvendige næringsstoffer, vitaminer og mineraler, så hunden ikke kommer i underskud. Det er vigtigt at måle foderet nøjagtigt af hver gang.
  3. Reducer godbidder: Godbidder indeholder ofte mange skjulte kalorier. Skær ned på mængden, og vælg sunde alternativer som gulerødder eller agurk. Husk, at alle godbidder tæller med i det samlede kalorieregnskab.
  4. Øg motionen: Sørg for daglige gåture, og øg gradvist længden og intensiteten. Leg og anden form for aktivering hjælper også med at forbrænde kalorier.
  5. Vær tålmodig: Et sundt vægttab tager tid. Vær konsekvent og tålmodig, og husk at du gør det for din hunds sundhed og velvære.

Kilde: Voksende problem – Overvægt hos kæledyr

Online booking